Modstand

Det er ligeså tydeligt, at på trods af at Kurset virker så vanskeligt at forstå, og at processen med at indarbejde dets ideer tilsyneladende tager lang tid, så er det vigtigste i denne forbindelse, at vi er meget kærlige og tålmodige med os selv. Som Kurset siger i kapitel 16: “Vær ikke bange for, at du brat vil blive løftet op og slynget ind i virkeligheden” (T-16.VI.8:1) – (m.a.o. vær ikke bange for, at du pludseligt bliver revet ud af din identifikation med egoet, kroppen og form). Denne sætning betyder, at processen ikke går stærkere end vores egen beslutning tillader. Det er m.a.o. ikke sådan, at der er “nogen” eller “noget”, der kan bevirke, at processen foregår hurtigere eller langsommere. Det eneste, der styrer den hastighed, hvormed processen foregår, er vores egen beslutning, jf. indledningen i Kurset, hvor det siges: “[…] du kan vælge hvad du ønsker at tage på et givet tidspunkt” (T-intro.1:5).

Modstand er blot et andet ord for frygt. Så når vi yder modstand mod anvendelsen af Kursets ideer, eksempelvis “glemmer” dagens øvelse i Arbejdsbogen, ikke ønsker at tilgive, eller bliver ved med at lave den samme fejl, så er det ikke fordi vi er onde, syndige eller dumme; nej, vi er blot bange. Og det vi er bange for, er at opgive vores individualitet; at opgive identifikationen med egoet. Og det behøver vi ikke at føle os skyldige over, eller at slå os selv i hovedet over. Igen: Det, vi behøver her er at være kærlige og tålmodige og blide ved os selv. For der er ikke sket noget! Guds Søn er stadig som Gud skabte ham, og kærligheden er stadig uforandret!

Det er stik imod Kursets intention, hvis man kæmper med sig selv om at forstå dets principper (T-30.I.1:6-7). Men omvendt må man – hvis man føler sig overbevist om, at Kurset er éns vej – nødvendigvis regne med en vis mængde modstand fra den del af vores sind, som er identificeret med egoet. Og dette er helt naturligt, og helt “forventeligt”, idet Kursets vej er en praksis i at bryde vores identifikation med egoet; eller rettere: En praksis i at se med Helligånden på vores identifikation med egoet, og derved lære, at vi ikke er et ego.

Egoet – eller den del af vores sind, der tror, at vi er adskilte og lever i en individuel krop i en verden af myriader af former – har selvfølgelig ikke lyst til at holde op med at “eksistere”. Derfor modstanden.

 

Comments are closed