Ordforklaringer

 

Her finder du en forklaring på de vigtigste ord og begreber i Kurset.

adskillelse troen på synd som bekræfter en identitet adskilt fra Skaberen; det skete tilsyneladende en gang, og det tankesystem som opstod fra denne ide er repræsenteret af egoet; resulterer i en verden af opfattelse og form, af smerte, lidelse, og død, virkelig i tid men ukendt i evigheden.

afgud symbol på at vi har erstattet vores sande Selv eller Gud med egoet; en falsk tro på at der kan være noget andet end, eller mere end Gud, og således adskilt fra Ham, en tro der siden projiceres over på det specielle forhold: mennesker, ting eller ideer; anti-Krist.

angreb forsøget på at retfærdiggøre projektionen af skyld over på andre ved at vise deres syndighed og skyld, således at vi må føle os frie af den; fordi angreb altid er en projektion af ansvaret for adskillelsen, er den aldrig retfærdiggjort; bruges også til at betegne tanken om adskillelsen fra Gud, som vi tror Gud vil angribe og straffe os til gengæld for.
(nb.: “angreb” og “vrede” bruges nærmest synonymt).

benægtelse for det urette sind: at undgå skyld ved at skubbe beslutningen, som lavede den, ud af bevidstheden, og derved gøre den utilgængelig for korrektion eller Soningen; stort set svarende til fortrængning; beskytter egoets tro på, at det er vores kilde og ikke Gud.
for det rette sind: brugt til at benægte fejl og bekræfte sandheden: At fornægte “fornægtelsen af sandheden”.

beslutning den sidste tilbageværende frihed som fanger i denne verden er vores beslutningskraft; selvom den er ukendt i Himlen, er beslutning nødvendigt her, som det var vores beslutning at være adskilt fra vores Kilde, som må korrigeres; dette opnås gennem at vælge Helligånden i stedet for egoet, retsindethed i stedet for uretsindethed.

bro symbol på overgangen fra opfattelse til viden, og således betegner det Helligånden, den virkelige verden og Guds sidste skridt; også brugt til at betegne skiftet fra falsk til sand opfattelse og den virkelige verden.

dom

for viden: strengt taget dømmer Gud ikke, idet det Han skaber er fuldkomment og et med Ham; Kursets referencer til Guds Dom afspejler Hans genkendelse af Sin Søn som Sin Søn, for evigt elsket og et med Ham.

for opfattelse:  urette sind: fordømmelse, hvorved folk adskilles i dem, der hades og dem, der “elskes”, som er en dom, der altid er baseret på fortiden. rette sind: vision, hvorved folk ses som enten, at de udtrykker kærlighed eller kalder på den, en dom, som er inspireret af Helligånden, og som altid er baseret på nuet. se: Endelige Dom

døden for det urette sind: det endelige vidne på kroppens tilsyneladende virkelighed og på adskillelsen fra vores Skaber, Som er liv; hvis kroppen dør, må den have levet, hvilket betyder, at dens ophavsmand – egoet – lige så vel må være virkelig og levende; også anset af egoet som værende den ultimative straf for vores synd at adskille os fra Gud.
for det rette sind: den stille læggen bort af kroppen efter den har opfyldt sit formål som et indlæringsredskab.

drøm post-adskillelsestilstanden, hvori Guds Søn drømmer om en verden af synd, skyld og frygt, idet han tror, at den er virkeligheden og at Himlen er drømmen; Sønnen, som er drømmeren, er årsagen til verden, som er virkningen, selvom dette forhold mellem årsag og virkning ser ud til at være omvendt i denne verden, hvor vi ser ud til at være virkningen af, eller offer for, verden; nogle gange brugt til at betegne søvndrømme, selvom der ikke er nogen virkelig forskel imellem dem og vågne drømme, for begge hører til den illusoriske verden af opfattelse.
se: lykkelig drøm

ego troen på, at det adskilte eller falske selv er virkeligt, lavet som en erstatning for Selvet, Som Gud skabte; tanken om adskillelse, som afføder synd, skyld og frygt, og et tankesystem, der er baseret på specielhed for at beskytte sig selv; den del af sindet, der tror det er adskilt fra Kristi Sind; dette splittede sind har to dele: uretsindethed og retsindethed; næsten altid brugt til at betegne “uretsindethed”, men kan inkludere den del af det splittede sind, som kan lære at vælge retsindethed.
(nb.: ikke at sammenligne med “egoet” i psykoanalysen, men kan groft sagt sammenlignes med hele psyken, hvoraf det psykoanalytiske “ego” er en del.)

Endelige Dom viden: modstillet den traditionelle kristendoms syn på dom og straf, afspejler den Guds kærlige forhold til alle Sine Sønner: Hans Endelige Dom.
sand opfattelse: modstillet den traditionelle kristendoms syn på dom og straf og ligestillet med afslutningen på Soningen, når – efter Genkomsten – den endelige skelnen foretages mellem sandhed og illusion, al skyld omgøres og bevidstheden er genoprettet for os som Kristus – den levende Guds Søn.

enhed for viden: Guds og Kristi virkelighed, Hvis fuldkomne enhed udgør Himlen.
for opfattelse: afspejlet i verden gennem tilgivelse, der er ophævelsen af vores tro på adskilte interesser; vores forening med andre gennem ophævelsen af vores tanker om specielhed er ganske enkelt accepten af vores iboende enhed som Guds Søn; at dele dette tilgivelsesformål er vores eneste funktion, og den afspejler vores skabende funktion i Himlen.
se: Ensindethed

Énsindethed Guds eller Kristi Sind; udvidelsen af Gud, som er det forenede Sønforholds Sind; idet det transcenderer både ret- og uretsindethed, eksisterer det kun på vidensniveau og i Himlen.

erindringen om Gud Soningen sidste stadie, som følger dét at se Kristi ansigt i alle vore brødre og går forud for det sidste skridt, som tages af Gud Selv; vi husker Gud gennem tilgivelse ved at ophæve al tro på adskillelse, som skjulte Hans Tilstedeværelse for os.

fornuft retsindethed; at tænke med Helligånden, og at følge Hans vejledning og lære Hans tilgivelses lektier, og at se syndfrihed frem for synd, og at vælge vision frem for fordømmelse.
Note: ikke det samme som rationalitet

frelse Soning eller omgørelsen af adskillelsen; vi bliver ” frelst” fra vores tro på syndens og skyldens virkelighed igennem den ændring af tankemåden at tilgivelse og mirakler medfører.

frygt egoets følelse, i kontrast til kærlighed, som er den følelse, der er givet os af Gud; har sin oprindelse i den forventede straf for vores synder, som vores skyld kræver; den resulterende rædsel over det, vi tror, vi fortjener, leder os – gennem benægtelsens og projektionens dynamik – til at forsvare os selv ved at angribe andre, som forstærker vores følelse af sårbarhed og frygt, og derved starter en ond cirkel af frygt og forsvar.

funktion

ift. viden: skabelse, udvidelsen af Guds Kærlighed eller ånd; Gud skaber Sin Søn, Kristus, Der til gengæld skaber som Hans Fader; vores skabende funktion, som er fortløbende igennem evigheden, vender tilbage til vores bevidsthed, når Soningen er fuldbragt.
opfattelse: tilgivelse, helbredelse, frelse, accepten af Soningen for os selv; vores “specielle funktion” er at tilgive vores specielle forhold; Helligåndens funktion er at udføre Soningsplanen, idet Han minder hver enkelt Guds Søn om sin specielle funktion.

Gud den Første Person i Treenigheden; Skaberen, Kilden til alt liv eller væren; Faderen, Hvis Faderskab er fastlagt ved eksistensen af Hans Søn, Kristus; Den Første Årsag, Hvis Søn er Hans Virkning; Guds essens er ånd, som deles af hele skabelsen, hvis enhed er Himlens tilstand.

Guds Ord Guds “svar” på adskillelsen; bliver brugt på forskellige vis for forskellige aspekter af dette svar: for eks. tilgivelse, fred, Soning og Helligånden.
Note – referer ikke til Jesus eller Kristus, som det gør i Biblen.

Guds Sind sidestillet med Guds skabende funktion, som repræsenterer den aktiverende del af ånden ved at forsyne den med dens skabende energi; som en udvidelse af Gud, deler Kristi Sind – Guds Tanke – kendetegnene ved Guds Sind – Ensindethed; efter adskillelsen er Kristi Sind tilsyneladende splittet i to: Sind og sind.

Guds Søn

viden: den Anden Person i Treenigheden; Kristus Som er det sande Selv.

opfattelse: vores identitet som adskilte Sønner, eller Guds Søn som ego med et ret
og uret sind; det bibelske udtryk ”søn af mand” er nogle få gange brugt til at  betyde
sønnen som adskilt.

Guds tanker

viden: den ikke rumlige udvidelse af Guds Sind eller ånd; omfatter hele skabelsen,
vores sande Selv og vores skabelser; fordi Guds Tanker er en del af Gud, deler de
Hans kvaliteter: énhed, evige, formløse, skabende og uforanderlige.
sand opfattelse: bruges ikke så ofte til at referere til tanker om den virkelige verden;
for eks. fred, frelse, helbredelse og miraklet.

helbredelse rettelsen i sindet for troen på sygdom, der bevirker, at adskillelsen og kroppen ser ud til at være virkelige; virkningen af at forenes med en anden i tilgivelse, ved at ændre opfattelse fra adskilte kroppe – kilden til al sygdom – til vores fælles formål omkring helbredelse i denne verden; da helbredelse er baseret på troen på at vores sande Identitet er ånd, ikke kroppen, må sygdom af enhver art være illusorisk, idet kun kroppen eller egoet kan lide; helbredelse afspejler således princippet om at der ikke er nogle sværhedsgrader for mirakler.

helligt forhold Helligåndens redskab til at ophæve det uhellige eller specielle forhold ved at skifte målet af skyld til målet af tilgivelse eller sandhed; tilgivelsesprocessen, hvorved en som har set en anden som adskilt, forener sig med ham i sit sind gennem Kristi vision.

helligt øjeblik øjeblikket udenfor tid og rum, hvor vi vælger tilgivelse i stedet for skyld, miraklet i stedet for en beklagelse, Helligånden i stedet for egoet; udtryk for vores lille villighed til at leve i nuet, som åbner op til evigheden, snarere end at holde fast i fortiden og frygte fremtiden, som holder os i helvede; også brugt for at betegne det endelige hellige øjeblik, den virkelige verden, kulminationen på alle de hellige øjeblikke vi har valgt hen ad vejen.

Helligånd den Tredje Person i Treenigheden, Som metaforisk talt beskrives i Kurset som Guds Svar på adskillelsen; Kommunikationsleddet mellem Gud og Hans adskilte Sønner, som bygger bro mellem Kristi Sind og vores splittede sind; erindringen om Gud og Hans Søn, som vi tog med os ind i vores drøm; den Ene, Som ser vores illusioner (opfattelse) og fører os gennem dem til sandheden (viden); Stemmen for Gud, Som taler for Ham og for vores virkelige Selv, idet Han minder os om den Identitet, vi glemte; også refereret til som Broen, Trøster, Fører, Mægler, Lærer og Oversætter.

Himlen den ikke-dualistiske verden af viden, hvori Gud og Hans skabelse hviler i den fuldkomne forening af Hans Vilje og ånd; selvom den er udelukket i opfattelsens verden, kan Himlen blive afspejlet her i det hellige forhold og den virkelige verden.
Se: viden
“ideer forlader ikke deres kilde” udtrykket for loven om årsag og virkning, for årsag og virkning kan ikke adskilles: en ide kan ikke forlade sindet, som tænkte den.
ift. viden: udvidelsen af Guds Tanke, Hans Søn, har aldrig forladt sin Kilde, for det som Gud skaber kan aldrig være adskilt fra Ham
ift. opfattelse: adskillelsens verden har aldrig forladt sin kilde i det adskilte sind, selvom det ser ud til, at den er udenfor det; derfor er der ikke nogen materiel verden, kun en projiceret illusion om en.

for det urette sind: at projicere skyld fra vore sind ved at angribe, forstærker den i sindet, der tænkte den.
for det rette sind: udvidelsen af Helligåndens Kærlighed gennem tilgivelse – at se Ham i andre – øger bevidstheden om Hans kærlige Tilstedeværelse i os selv.

illusion noget der tages for at være virkeligt, men som ikke er det; den ultimative illusion er adskillelsen fra Gud, hvorpå hviler alle manifestationerne af den adskilte verden, som kan forstås som forvrængninger i opfattelsen; i.e. at se angreb i stedet for et råb om kærlighed, synd i stedet for fejltagelse; verdens illusioner forstærker troen på at kroppen har værdi i sig selv, en kilde til enten nydelse eller smerte; tilgivelse er den endelige illusion, idet den tilgiver det, som aldrig var, og leder hinsides alle illusioner til Guds sandhed.

Jesus kilden til Kurset, dets førsteperson, eller “jeg”; ham, som først fuldførte sin del i Soningen, hvilket satte ham i stand til at lede hele planen; da han har transcenderet sit ego, er Jesus blevet identificeret med Kristus, og kan nu tjene som vores model for indlæring og være en stadig nærværende hjælp, når vi kalder på ham i vores ønske om at tilgive.
(note: ikke at forveksle udelukkende med Kristus, den Anden Person i Treenigheden)

knaphedsprincip et aspekt af skyld; troen på at vi er tomme og ufuldstændige, at vi mangler det, som vi har brug for; dette fører til, at vi søger afguder og specielle forhold for at opfylde den mangel, som vi oplever indeni os; uvilkårligt bliver projiceret til følelser af mangel, hvori vi tror, at andre berøver dig af den fred, som vi i virkelighed har berøvet fra os selv; står i kontrast til Guds overflods princip.

kommunikation viden: synonymt med skabelse, et udtryk for vores forenede forhold til Gud, som kan sammenlignes med en udstrømning af ånd og kærlighed; kun ånd kan kommunikere, modsat egoet, som er adskilt pr. natur.
sand opfattelse: vi oplever kommunikation i vore rette sind gennem Helligånden, idet vi lader Hans Kærlighed blive delt igennem os.

korsfæstelse et symbol på egoets angreb på Gud og derfor på Hans Søn, som vidner om lidelsens, offergørelsens og dødens “virkelighed”, som verden tilsyneladende er en manifestation af; refererer også til mordet på Jesus, som er et ekstremt eksempel, der underviste i, at vores sande Identitet aldrig kan ødelægges, for døden har ingen magt over livet.

Kristi ansigt symbol på tilgivelse; den sande uskylds ansigt som ses i en anden, når vi ser gennem Kristi vision, uden vores projektioner af skyld; det er således udvidelsen af den uskyld, vi ser i os selv, til andre, uafhængigt af det vores fysiske øjne ser.
(nb.: ikke at forveksle med Jesu ansigt, eller med noget ydre overhovedet)

Kristi genkomst Helbredelsen af Sønforholdets sind; den kollektive tilbagevenden, som Guds ene Søn, til vores sande virkelighed, som vi havde ved vores skabelse, Kristi første komme; kommer før Dommedagen, hvorefter denne verdens illusion slutter.

Kristus den Anden Person i Treenigheden; Guds ene Søn, eller Sønforholdets totalitet; Selvet, som Gud skabte ved udvidelse af Hans ånd; Selvom Kristus skaber som Hans Fader gør, er Han ikke Faderen, da Gud skabte Kristus, men Kristus ikke skabte Gud.
(nb.: sidestilles ikke udelukkende med Jesus)
se: skabelser, vision

krop niveau I: kropsliggørelsen af egoet; tanken om adskillelse projiceret af sindet og ind i form; vidnet for adskillelsens tilsyneladende virkelighed, idet den er en begrænsning på kærligheden og ved at udelukke den fra vores bevidsthed; omfatter både vores fysiske kroppe såvel som vores personligheder.
niveau II: i sig selv neutral, hverken “god” eller “ond”; dens formål gives af sindet.
for det urette sind: symbol på skyld og angreb
for det rette sind: midlet for at undervise i – og at lære – tilgivelse, hvorved egoets skyld omgøres; frelsens redskab, hvorigennem Helligånden taler.

kærlighed  ift. viden: essensen af Guds væren og forholdet til Hans skabning, som er uforanderlig og evig; hinsides definition og undervisning, og kan kun opleves eller kendes, når barriererne af skyld er blevet fjernet gennem tilgivelse.
ift sand opfattelse: umulig i opfattelsens illusoriske verden, men er alligevel udtrykt her gennem tilgivelse; følelsen givet af Gud, i kontrast til egoets følelse af frygt, og afspejlet i en sand forening med en anden.

latter Kurset beder os om ikke at tage egoet og dets verden alvorligt, for dette gør dem virkelige i vore sind; vi bedes i stedet om at le blidt ad egoets tankesystem og alle dets tilsyneladende konsekvenser, så vi endelig husker at le ad den “lille vanvittige idé”.

lidelse et af egoets grundlæggende vidner for kroppens virkelighed og åndens ikke-eksistens; det er  kroppen, som synes at opleve lidelse eller smerte; at opleve smerte, er derfor at fornægte Gud; at erkende vores sande usårlighed, som Guds Søn er at fornægte smertens virkelighed.
(note – lidelse og smerte bliver brugt som synonymer)
se: sygdom

lykkelig drøm Helligåndens rettelse for egoets drøm om smerte og lidelse; selvom den stadig er illusorisk, fører den lykkelige drøm hinsides alle andre illusioner til sandheden; det er drømmen om tilgivelse, hvor den virkelige verden ultimativt ses og frelsen opnås.

magi forsøget på at løse et problem, hvor det ikke er, i.e. at prøve at løse et problem i sindet gennem fysiske eller “sindsløse” midler: egoets strategi for at holde det virkelige problem – troen på adskillelse – væk fra Guds Svar; skyld projiceres udenfor vores sind over på andre (angreb) eller vore kroppe (sygdom) og søges løst dér, snarere end at blive ophævet i vore sind ved at bringe den til Helligånden; kaldes også “falsk helbredelse” i “Bønnens Lovsang”.

mirakel ændringen af sindet der skifter vores opfattelse fra egoets verden af synd, skyld og frygt til Helligåndens verden af tilgivelse; vender projektion ved at genoprette sindets funktion som forårsagende, og tillader os at vælge igen; transcenderer denne verdens love for at afspejle Guds love; opnås ved vores forening med Helligånden eller Jesus, idet det er helbredelsesmidlet for vores eget og andres sind.
(note: ikke at forveksle med den traditionelle forståelse af mirakler som ændringer i ydre fænomener)

mørket (illusioner) til lyset (sandhed) processen med at ophæve benægtelse og forskydning, ved at udtrykke beslutningen om at bringe vores skyld til Helligåndens lys, så det kan blive set på og tilgivet, i stedet for frygtsomt at holde det i vores ubevidste sinds mørke, hvor det aldrig kunne ses på og ophæves; at leve i illusioner bringer sygdom og smerte, at bringe dem til sandheden er helbredelse og frelse.

opfattelse

niveau I: den dualistiske post-adskillelses verden af form og forskelle, som gensidigt er holdt ude fra den ikke-dualistiske verden af viden; denne verden opstår fra vores tro på adskillelse og har ingen virkelighed udenfor denne tanke.

niveau II: kommer fra projektion: det vi ser indad afgør det vi ser udenfor os selv; afgørende for opfattelse er derfor vores fortolkning af “virkeligheden”, snarere end det, der ser ud til at være objektivt virkeligt.

urette sind: opfattelse af synd og skyld forstærker troen på adskillelsens virkelighed.

rette sind: opfattelse af muligheder for at tilgive tjener det formål at omgøre troen på adskillelsens virkelighed.
se: sand opfattelse

opofrelse en central tanke i egoets tanke system; en skal tabe hvis en anden skal vinde; princippet at give for at få noget (noget for noget) fx for at modtage Guds kærlighed skal vi betale en pris: sædvanligvis i form af lidelse for at sone for synd; for at få en andens kærlighed, er vi nødt til at betale for det igennem en speciel kærligheds handel; omvendingen af frelsens princip eller retfærdighed: ingen taber og alle vinder.

opstandelsen at vågne op fra dødens drøm; den totale ændring af tankemåden, som transcenderer egoet og egoets opfattelse af verden, kroppen og døden, og derigennem identificere os fuldstændigt med vores sande Selv; bruges også om Jesu opstandelse.

opvågning Kurset taler om adskillelsen som værende en drøm, som vi har brug for at vågne fra; frelsen består derfor i at høre Helligånden – Kaldet om at vågne – i os selv og i vores brødre: Og derved acceptere den enhed med hinanden, som ophæver adskillelsen, hvorfra drømmen opstod i begyndelsen.

perioder af uro vores skyld og frygt kan ikke ophæves uden at vi forholder os til dem gennem de tilgivelsesmuligheder, som Helligånden bruger; det er dette ærligt at se indad i vores sind sammen med Helligånden eller Jesus – en proces som egoet fraråder os at foretage – der fører til perioderne med ubehag og angst, som vi næsten uundgåeligt vil føle i processen med at skifte fra uretsindethed til retsindethed.

proces Et Kursus i Mirakler understreger, at tilgivelse foregår over tid indenfor drømmen, og den er derfor en vækstproces (udviklingsproces); vores frygt for Guds Kærlighed er så stor, at vi klynger os til vores specielhed for beskyttelse, og derfor må vi lære blidt og tålmodigt, at egoets skyld og angreb forstærker smerte, mens Helligåndens tilgivelse fører til glæde.

projektion sindets grundlæggende lov: projektion laver opfattelse – det, vi ser indadtil bestemmer, hvad vi ser udenfor vores sind.
det urette sind: forstærker skyld ved at skyde den på en anden, og ved at angribe skylden der og derved at fornægte den i os; et forsøg på at forskyde ansvaret for adskillelsen fra os til andre.
det rette sind: udvidelsens princip, at omgøre skyld ved at tillade Helligåndens tilgivelse at blive udvidet (projiceret) igennem os

retfærdighed Helligåndens rettelse for verdens uretfærdighed; troen på at Guds Sønner er lige elskede og lige hellige, der omgør dommene der er baseret på adskillelse; afslutningen på opofrelse og troen på, at den enes død er den andens brød; kaldet “klippen som frelsen hviler på”.

retsindethed den del af det adskilte sind, som indeholder Helligånden – Stemmen for tilgivelse og fornuft; vi bliver gentagende gange bedt om at vælge det frem for uretsindethed, at følge Helligåndens vejledning frem for egoets, og således komme tilbage til Kristi énsindethed.

sandhed- illusion noget er enten sand eller falsk, virkelighed eller illusion; der kan ikke være et kompromis: vi er enten skabt af Gud eller lavet af egoet; dette princip forklarer, hvorfor at der ikke er sværhedsgrader for mirakler: for at helbredelsen eller miraklet kan ske skal man blot skifte fra egoets illusioner til Helligåndens sandhed.

sand opfattelse at se igennem Kristi øjne, tilgivelses vision som retter egoets fejlopfattelser af adskillelse ved at afspejle den sande enhed af Guds Søn; ikke lig med fysisk syn, en holdning som ophæver projektioner af skyld og giver os mulighed for at se den virkelige verden frem for en verden af synd, frygt, lidelse og død.
Se: opfattelse

Selv Vores sande identitet som Guds Søn; synonym med Kristus, den anden person i Treenigheden, og som står i kontrast til det ego selv, som vi lavede som en erstatning for Guds skabelse; referer en gang imellem til Guds Selv

(at) se på egoet tilgivelsens essens: at se med Helligåndens eller Jesu ikke-dømmende blidhed og tålmodighed på vort egos tankesystem; da det er skyld, som afholder os fra at se på vores specielhed, og derved opretholder egoet og holder dets natur skjult, er det dét at se uden dom på vore angrebstanker, som omgør egoet: således er det at se på egoet uden skyld og frygt essensen i Soningen.
Se: mørket (illusioner) til lyset (sandhed)

sidste skridt dette skridt, som tilhører Gud, sker når Soningen er fuldbragt, og al egoets indblanding er blevet fjernet; når intet er tilbage til at adskille os fra Gud, tager Han det sidste skridt og løfter os op til Sig Selv; strengt taget tager Gud ikke skridt, og begrebet refererer faktisk til vores oplevelse af at vende tilbage til vores Kilde, Som vi aldrig i sandhed forlod.
sind

ift. viden: den aktiverende del af ånden, som den stort set svarer til, ved at forsyne det med dens skabende energi.
ift. opfattelse: den besluttende del; vi er frie til at tro, at vore sind kan være adskilte eller spaltet fra Guds Sind (uretsindethed), eller at de kan gives tilbage til det (retsindethed); sindet kan således forstås som havende tre dele: det urette sind, det rette sind og den del af sindet (beslutningstageren), som vælger imellem dem; ikke at forveksle med hjernen, som er et fysisk organ og således et aspekt af vores kropslige selv.
se: Guds Sind

skabelse udvidelsen af Guds væren eller ånd, Årsagen, som resulterede i Hans Søn, Virkningen; beskrives som Kristi Første Komme; det er Sønnens funktion at skabe i Himlen, ligesom det var Guds i skabelsen af Ham.
(eksisterer kun på videns niveau, og er ikke det samme som skabelse eller skaberevne, som begreberne bruges i verden).
se: skabelser

skabelser udvidelserne af vor ånd; virkningerne af vores skaberkraft, analogt til skabelsen, da Gud skabte Sin Søn ved at udvide Sig Selv; som skabelser af Kristus, er vore skabelser del af Den Anden Person i Treenigheden; skabelse er fortløbende i Himlen, hinsides tid og rum, og uafhængigt af, at Sønnen ikke er klar over den i denne verden.

skyld følelsen, som opleves i relation til synd; dens afspejling fra vore sind ses i alle de negative følelser og overbevisninger, som vi har omkring os selv, som for det meste er ubevidst; hviler på en følelse af iboende uværdighed, som tilsyneladende er hinsides selv Guds tilgivende magt, Som vi fejlagtigt tror, kræver straf for vores tilsyneladende adskillelsessynd fra Ham; idet vi følger egoets råd om, at det at se på skylden ville ødelægge os, benægter vi dens tilstedeværelse i vores sind, og projicerer den ud i form af angreb, enten på andre som vrede, eller på vores egen krop som sygdom.
se: knaphedsprincip

Soning Helligåndens korrektionsplan for at ophæve egoet og helbrede troen på adskillelse; den opstod efter adskillelsen, og vil være færdiggjort når hver adskilt Søn har fuldført sin del i Soning gennem fuldstændig tilgivelse; dens princip er, at adskillelsen aldrig fandt sted.

specielle forhold forhold som vi projicerer skyld på; en erstatning for kærlighed og vores sande forhold til Gud; forsvar som forstærker troen på knaphedsprincippet selv om de synes at ophæve knaphed – de gør, hvad de ville forsvare imod – specielle forhold forsøger at opfylde den opfattede mangel indeni os ved at tage fra andre, som ses som adskilte, og dermed forstærkes skylden, som oprindeligt kommer fra en opfattet adskillelse fra Gud: tanken om angreb som er den oprindelige kilde til følelsen af mangel; alle forhold i denne verden begynder som specielle forhold, fordi de begynder med en opfattelse af adskillelse og forskelle, som må korrigeres af Helligånden igennem tilgivelse og derigennem bliver til hellige forhold; specielhed har to former: speciel had retfærdiggør projiceret skyld i form af angreb; speciel kærlighed skjuler angrebet ved en illusion om kærlighed, hvor vi tror at vores specielle behov bliver dækket af specielle mennesker som indeholder specielle egenskaber, som vi elsker dem for: på den måde er speciel kærlighed næsten lig med afhængighed som avler foragt eller had.

Stemmen for Gud
(se: Helligånd)

Svar
(se: Helligånd)

sygdom en konflikt i sindet (skyld) som bliver forskudt på kroppen; egoets forsøg på at forsvare sig selv imod sandheden (ånd) ved at fokusere opmærksomheden på kroppen; en syg krop er virkningen af et sygt eller splittet sind som er årsagen, og repræsenterer egoets ønske om at gøre andre skyldige ved at ofre sig selv, og projicere ansvaret for angrebet på dem.
Se: lidelse

synd troen på at adskillelsen fra Gud er virkelig og er i egoets øjne en gerning som umuligt kan rettes, fordi det repræsenterer et angreb på Skaberen, Som derfor aldrig ville tilgive os; fører til skyld, som kræver straf; lig med adskillelsen, og det centrale begreb i egoets tankesystem, hvorfra alle andre begreber stammer; Helligånden betragter synd som en fejl i den måde vi opfatter på, som skal rettes og derigennem blive tilgivet og helbredt.

Treenighed Enheden af Dens Niveauer er ikke forståelig i denne verden; består af 1) Gud, Faderen og Skaberen 2) Hans Søn Kristus, vores sande Selv, Som omfatter vores skabelser, og 3) Helligånden eller Stemmen for Gud.

tilgivelse dét at se på vores specielhed med Helligånden eller Jesus uden skyld eller dom; vores specielle funktion, der skifter opfattelse af en anden fra “fjende” (speciel had) eller “frelser-idol” (speciel kærlighed) til broder eller ven, og fjerner alle skyldprojektioner fra ham; miraklets eller Kristi visions udtryk, som ser alle mennesker som værende forenet i Guds Sønforhold, ved at se hinsides de tilsyneladende forskelle, der afspejler adskillelsen: Derved bliver sand tilgivelse umulig ved opfattelsen af synd; erkendelsen af, at det som vi troede, blev gjort imod os, gjorde vi mod os selv, siden vi er ansvarlige for vores manuskripter og derfor kan kun vi berøve os selv Guds fred: Derved tilgiver vi andre for det, de ikke har gjort imod os, ikke det de har gjort.
Se: at se på egoet.

(det) urette sind den del af det adskilte og splittede sind som indeholder egoet – stemmen som taler for synd, skyld, frygt og angreb; vi bliver gentagne gange bedt om at vælge retsindethed frem for uretsindethed, som fængsler os endnu mere i adskillelsens verden.

verden niveau I: virkningen af egoets tro på adskillelse, som er dens årsag; tanken om
adskillelse og angreb på Gud som gives form; fordi den udtrykker troen på tid og rum,
blev den ikke skabt af Gud, Som helt transcenderer tid og rum; refererer kun til
opfattelse, egoets post-adskillelses domæne, medmindre det refererer til videns verden.
niveau II:

urette sind: et fængsel af adskillelse som forstærker egoets tro på synd og
skyld, og dermed opretholder denne verdens tilsyneladende eksistens.

rette sind: et klasseværelse, hvori vi lærer at tilgive, Helligåndens
undervisningsredskab, som hjælper os til at transcendere verden: derfor er
formålet med verden at lære os, at verden ikke eksisterer.
Se: den virkelige verden

viden Himlen, eller Guds og Hans forenede skabnings præ-adskillelsesverden, hvori der ikke er nogle forskelle eller former, og således er den ikke indeholdt i opfattelsens verden; ikke at forveksle med den almindelige brug af “viden”, som indebærer dualismen af et subjekt, som kender og et objekt, som er kendt; i Kurset afspejler det den rene oplevelse af ikke-dualitet, uden en subjekt-objekt opdeling.
Se: Himlen

(den) virkelige verden sindstilstanden, opnået igennem total tilgivelse, hvori opfattelsens verden bliver fri for projektioner af den skyld, som vi har placeret i verden; således er det sindet, ikke verden, som er forandret; så ser vi igennem Kristi vision, som velsigner frem for fordømmer; Helligåndens lykkelige drøm; slut resultatet af Soning, ved at omgøre vores adskillelses tanker og derigennem tillade Gud at tage det sidste skridt.

vision Kristi opfattelse eller Helligåndens opfattelse, som ser hinsides kroppen til ånden, som er vores sande Identitet; tilgivelses og syndfrihedens vision, hvorigennem vi ser den virkelige verden; afspejler en beslutning indeni at acceptere virkelighed frem for at fordømme det; et holdningsskift fra egoets formål for kroppen (specielhed) til Helligåndens (tilgivelse), og er således ikke lig med fysisk syn.

vrede
(se: angreb)

ånd vores sande virkeligheds natur, og værende af Gud er uforanderlig og evig; modsat kroppen, legemliggørelsen af egoet, som er foranderlig og dør; Tanken i Guds Sind, som er forenet med Kristus

årsag-virkning årsag og virkning er gensidigt afhængige, da den enes eksistens afgør den andens; ydermere kan noget, der ikke er en årsag, ikke eksistere, da al væren har virkninger.
viden: Gud er den eneste Årsag og Hans Søn er Hans Virkning.
opfattelse: tanken om adskillelse – synd – er årsag til drømmen om lidelse og død, som er syndens virkning; tilgivelse ophæver synd ved at vise, at synd ikke har nogen virkning; i.e. Guds fred og vores kærlige relation til Ham er fuldstændig upåvirket af det, andre har gjort mod os; derfor, da den ingen virkning har, kan synd ikke være en årsag og kan derfor ikke eksistere.