Hvad det siger

“Dette er et kursus i mirakler. Det er et obligatorisk kursus. Kun tidspunktet du tager det på er frivilligt. Fri vilje betyder ikke at du kan bestemme pensum. Det betyder kun at du kan vælge hvad du ønsker at tage på et givet tidspunkt. Kursets mål er ikke at lære dig kærlighedens mening, for den kan ikke læres. Dets mål er derimod at fjerne blokeringerne for bevidstheden om kærlighedens tilstedeværelse, som er din naturlige arv. Det modsatte af kærlighed er frygt, men det som er altomfattende kan ingen modsætning have.

Dette kursus kan derfor ganske enkelt sammenfattes således:

Intet virkeligt kan trues.
Intet uvirkeligt eksisterer.
Heri ligger Guds fred.”

Sådan begynder Et Kursus i Mirakler. Det skelner fundamentalt imellem det virkelige og det uvirkelige; imellem viden og opfattelse. Viden er sandhed, under een lov, kærlighedens lov, eller Gud. Sandhed er uforanderlig, evig og eentydig. Den kan være uerkendt, men den kan ikke forandres. Den gælder for alt hvad Gud skabte, og kun det Han skabte er virkeligt. Den ligger ud over hvad der kan læres, fordi den er hinsides tid og proces. Den har ingen modsætning; ingen begyndelse og ingen slutning. Den er blot. Opfattelsens verden, derimod, er en verden af tid, af forandring, af begyndelser og afslutninger. Den er baseret på fortolkning, ikke på kendsgerninger. Det er en verden af fødsel og død, grundlagt på troen på mangel, tab, adskillelse og død. Den er tillært og ikke givet, lægger vægt på selektiv opfattelse,  er ustabil i sin funktion og upræcis i sine fortolkninger.

På basis af henholdsvis viden og opfattelse rejser der sig to vidt forskellige tankesystemer, som er modsætninger i enhver henseende. I videns rige eksisterer ingen tanker adskilt fra Gud, fordi Gud og Hans Skabning deler een Vilje. Opfattelsens verden derimod, er lavet af troen på modsætninger og adskilte viljer i stadig konflikt med hinanden og med Gud. Det opfattelse ser og hører  synes at være virkeligt, fordi den kun tillader det at komme ind i bevidstheden, som er i overensstemmelse med opfatterens ønsker. Dette fører til en verden af illusioner, en verden som konstant må forsvares, netop fordi den ikke er virkelig.

Når du er blevet fanget i opfattelsens verden, er du fanget i en drøm. Du kan ikke undslippe uden hjælp, fordi alt hvad dine sanser viser dig kun bekræfter drømmens virkelighed. Gud har sørget for Løsningen, den eneste Vej ud, den sande Hjælper. Det er Hans Stemmes – Hans Helligånds – funktion at mægle imellem de to verdener. Det kan Han gøre, fordi Han på den ene side kender sandheden, og på den anden side også ser vore illusioner, men uden at tro på dem. Det er Helligåndens mål at hjælpe os til at undslippe drømmeverdenen, ved at lære os hvordan vi skal vende vore tanker om og aflære vore fejltagelser. Tilgivelse er Helligåndens store hjælpemiddel til at lære os, hvordan vi bringer denne omvending af tankerne i stand. Kurset har dog sin egen definition af hvad tilgivelse virkeligt er, ligesom det definerer verden på sin egen måde. Den verden vi ser, afspejler blot vores egen indre referenceramme – de fremherskende ideer, ønsker og følelser i vore sind. “Projektion laver opfattelse” (T-21.in.1:1). Først ser vi indad, beslutter hvilken slags verden vi ønsker at se, og så projicerer vi denne verden ud, og gør den til sandhed som vi ser den. Vi gør den sand igennem vore fortolkninger af hvad det er vi ser. Hvis vi bruger opfattelser til at retfærdiggøre vore egne fejltagelser – vores vrede, vores lyst til at angribe, vores manglende kærlighed i hvilken form den end viser sig – vil vi se en verden af ondskab, ødelæggelse, nag, misundelse og håbløshed. Alt dette må vi lære at tilgive, ikke fordi vi så er “gode” og “barmhjertige”, men fordi det vi ser ikke er sandt. Vi har forvrænget verden med vore forvrængede forsvar i form af opfattelser, og ser derfor noget som ikke er der. Efterhånden som vi lærer at erkende vore fejlopfattelser, lærer vi også at overse dem, eller at “tilgive”. På samme tid tilgiver vi os selv, og ser forbi vore forvrængede selvopfattelser til det Selv, Som Gud skabte i os og som os.

Synd defineres som “mangel på kærlighed” (T-1.IV.3:1). Da kærlighed er alt hvad der er, er synd i Helligåndens øjne en fejltagelse, som skal rettes, frem for noget ondt som skal straffes. Vore følelser af utilstrækkelighed, svaghed og ufuldkommenhed stammer fra den stærke investering i “mangelprincippet”, som styrer hele denne verden af illusioner. Baseret på dette søger vi det i andre, som vi føler vi mangler i os selv. Vi “elsker” en anden i den hensigt at få noget selv. Det er faktisk det, der går for at være kærlighed i drømmeverdenen. Der kan ikke være nogen større fejltagelse end den, for kærlighed er ude af stand til at bede om noget.

Kun sind kan virkeligt forenes, og hvem Gud har sammenføjet, kan intet menneske adskille (T-17.III.7:3). Det er dog kun på Sindets Kristus-niveau sand forening er mulig, og den er faktisk aldrig gået tabt. Det “lille jeg” forsøger at fremhæve sig selv gennem ydre anerkendelse, ydre besiddelser og ydre “kærlighed”. Det Selv Gud skabte har ikke brug for noget. Det er for evigt fuldstændigt, trygt, elsket og elskende. Det søger at dele frem for at få; at udvide Sig frem for at projicere. Det har ingen behov, og ønsker at forene sig med andre på basis af deres gensidige bevidsthed om overflod.

Verdens specielle forhold er destruktive, selviske og barnligt egocentriske. Dog kan disse forhold, hvis de overgives til Helligånden, blive det mest hellige på denne jord – de mirakler som viser vejen tilbage til Himlen. Verden bruger sine specielle forhold som et sidste våben til udelukkelse og et bevis på adskillelse. Helligånden forvandler dem til fuldkomne lektioner i tilgivelse og i at vågne fra drømmen. Hvert eneste er en mulighed for at lade opfattelser blive helbredt og fejltagelser korrigeret. Hvert eneste er endnu en chance for at tilgive sig selv ved at tilgive den anden. Og hvert eneste bliver endnu en invitation til Helligånden og til at huske Gud.

Opfattelse er en funktion af kroppen, og repræsenterer derfor en begrænsning af bevidstheden. Opfattelse ser igennem kroppens øjne og hører igennem kroppens ører. Den bevirker de begrænsede reaktioner kroppen udfører. Kroppen er tilsyneladende stort set selvmotiveret og uafhængig, men faktisk reagerer den kun på sindets hensigter. Hvis sindet ønsker at bruge den til angreb i en eller anden form, bliver den et bytte for sygdom, alderdom og forfald. Hvis sindet accepterer Helligåndens formål med den i stedet, bliver den en nyttig måde at kommunikere med andre på, usårlig så længe der er brug for den, hvorefter den  blidt lægges væk når den ikke er til nytte længere. I sig selv er den neutral, som alt andet i opfattelsens verden. Om den skal anvendes til egoets eller til Helligåndens formål afhænger helt af hvad sindet ønsker.

Det modsatte af at se igennem kroppens øjne er Kristi vision, som afspejler styrke fremfor svaghed, eenhed fremfor adskillelse og kærlighed fremfor frygt. Det modsatte af at høre igennem kroppens ører, er kommunikation igennem Stemmen for Gud, Helligånden, Som er forblevet i hver enkelt af os. Hans Stemme synes fjern og vanskelig at høre, fordi egoet, som taler for det lille, adskilte selv, synes at tale meget højere. Det er faktisk omvendt. Helligånden taler med umiskendelig klarhed og overvældende appel. Ingen, som ikke vælger at identificere sig med kroppen, kan på nogen måde være døv for Hans budskaber om udfrielse og håb, ej heller kan han undgå  med glæde at tage imod Kristi vision i bytte for hans ynkelige billede af sig selv.

Kristi vision er Helligåndens gave, Guds alternativ til illusionen om adskillelse og troen på at synd, skyld og død er virkelige. Den er den eneste korrektion af alle opfattelsens fejltagelser, forsoningen af de tilsyneladende modsætninger denne verden er baseret på. Dens venlige lys viser alle ting i et andet perspektiv, og afspejler et tankesystem som vokser ud af viden, og gør tilbagevenden til Gud ikke blot mulig, men uundgåelig. Hvad der før blev betragtet som uretfærdigheder, begået imod een af en anden, bliver nu et råb om hjælp og genforening. Synd, sygdom og angreb ses som fejlopfattelser, der råber på at blive afhjulpet igennem mildhed og kærlighed. Forsvar nedlægges, fordi der ikke er brug for dem hvor der intet angreb er. Vore brødres behov bliver vore egne, fordi de rejser sammen med os på vejen til Gud. Uden os ville de fare vild. Uden dem kunne vi aldrig selv finde vej.

Tilgivelse er ukendt i Himlen, hvor behovet for den ville være utænkeligt. Men i denne verden er tilgivelse en nødvendig korrektion for alle de fejltagelser vi har lavet. At tilbyde tilgivelse, er den eneste måde vi selv kan få den på, for det er en genspejling af Himlens lov om, at det at  give og at modtage er det samme. Himlen er den naturlige tilstand  for alle Guds Sønner, som Han skabte dem. Sådan er deres virkelighed i evighed. Den har ikke forandret sig fordi den er blevet glemt. Tilgivelse er det middel vi vil huske med. Vore brødres behov bliver vore egne, fordi de  rejser sammen med os på vejen til Gud. Den tilgivne verden bliver porten til Himlen, fordi vi ved dens nåde endelig kan tilgive os selv. Når vi ikke længere holder nogen fanget i skyld, bliver vi fri. Ved at anerkende Kristus i alle vore brødre, anerkender vi Hans. Når vi ikke længere holder nogen fanget i skyld, bliver vi fri. Ved at anerkende Kristus i alle vore brødre, anerkender vi Hans Tilstedeværelse i os selv. Når vi glemmer alle vore fejlopfattelser, og der ikke længere er noget fra fortiden som holder os tilbage, kan vi huske Gud. Herudover kan intet læres. Når vi er rede, vil Gud Selv tage det sidste skridt i vores tilbagevenden til Ham.

Comments are closed