SPØRGSMÅL OG SVAR Her vil vi lægge nogle spørgsmål og svar fra Foundation for “A Course in Miracles” hjemmeside. Vi lægger dem ikke i bestemt rækkefølge
Tema: “At fortælle mine venner om Kurset”
Hvordan fortæller jeg om Kurset?
Spgm. # 552: Jeg har praktiseret Et Kursus i Mirakler i over fire år nu og har erfaret tilgivelse på mange niveauer og har fundet denne rejse spændende, men også meget, meget smertefuld. Jeg har også oplevet vidunderligt indsigt og vækst og kærlighed ved at dele min lærdom med andre, når muligheden bød sig. Men sommetider når mennesker er så glade og imponerede over, hvad jeg siger eller føler sig hjulpet af det, vil de udbryde: ”Hvor får du det fra?” Jeg har ikke fortalt ret mange mennesker om Kurset eller hvad jeg laver, men jeg ville føle mig underlig tilpas ved at sige: ”Nå, det har Helligånden indgivet mig.” Nogle af mine kammerater ville se på mig med et: ”Hvad i alverden taler du om?” Hvad vil du råde mig til?
Svar: Er du tilfreds med en simpel udtalelse om, at ideerne er kommet til dig som et resultat af dine studier og anvendelse af Et Kursus i Mirakler? Og hvis dine venner spørger dig, hvad det er, kunne du ikke blot sige, at det er en spirituel vej, som fokuserer på tilgivelse og fred? Og lad det være op til dem at forfølge det eller lade være. Hvis du er forenet med Helligånden, når du taler med dine venner, vil du være fredfyldt og ikke have investering i at sige noget som helst. Og hvis du alligevel siger noget, vil du ikke have investering i, hvordan dine venner vil reagere på det, fordi Helligåndens kærlighed og fred vil blive udtrykt gennem dig, og du vil vide, at ”beskeden” ikke kommer fra dig selv. Alle følelser af specielhed og selviskhed formindskes til intet i det hellige øjeblik. Dog skal du fremstå så normal som muligt overfor andre, i den forstand at du ikke vil skille dig ud, bortset fra at være mere fredfyldt og lykkelig.
Spgm. # 889: En person jeg omgås har for vane at bede rosenkrans, når nogen rejser med hende og forventer, at den anden beder sammen med hende. Som en studerende af ”Et Kursus i Mirakler” ville det være uærligt at bede ”Hil dig Maria… bed for os syndere…” eller vil det snarere være kærligt at gøre i overensstemmelse med Kursets undervisning: ”Erkend hvad der ingen betydning har, og hvis din broder beder dig om noget ’uhyrligt’, gør det fordi det ingen betydning har.” (T.12.lll.4:1)? Vil denne formaning kunne anvendes i den omtalte situation?
Jeg er en ikke – praktiserende katolik og har været Kursusstuderende i de sidste 6 år. Nogle af de kvinder jeg omgås, går regelmæssigt i kirke. Jeg er blevet spurgt om, hvilken kirke jeg tilhører. Jeg brød mig ikke om at blive spurgt om det, eftersom der kun er en kirke i vores sogn. Første gang ignorerede jeg spørgsmålet. Den anden gang svarede jeg spontant: ”Godt spørgsmål”! Jeg bryder mig ikke om at svare, at ”Et Kursus i Mirakler” er min åndelige vej. Hvad ville være en kærlig, ærlig måde at svare på det spørgsmål?
Svar: Du har givet et meget godt svar på dit eget spørgsmål. Det må bestemt være en kærlig handling at bede ”Hil dig, Maria” med din ven. Der er intet uærligt i at være villig til at møde din ven på hendes banehalvdel og på hendes betingelser. Mens din ven praktiserer sin tro, kan du ligeledes praktisere din ved at fokusere på indholdet (tankerne i dit sind), og ikke tillade formen (rosenkransen) at komme mellem dig og din ven. Det kunne blive en meget afslappet oplevelse. Ligeledes er der ingen grund til at fortælle alle, at du er en Kursus studerende. Det vigtigste, set fra Kursets perspektiv, er at lægge mærke til det ubehag, du erfarer ved dine venners spørgsmål, fordi det genspejler sindets konflikt. Kursets mål er at hjælpe os til blive klar over netop sådanne ubehag, så de opfattelser og domme, som er gemt bag den, kan blive afsløret. Det er det eneste fokus Helligånden bibringer. Hvis du er villig til at se på hvilken som helst dom, du har med hensyn til dine venners katolske praksis og din egen identitet som en ikke – praktiserende katolik / Kursus studerende, vil du muligvis blive overrasket over at finde opfattelser, du ikke er klar over. Disse opfattelser og domme er det, som gør det svært at vurdere, hvad du skal fortælle dine venner om din (manglende) kirkedeltagelse. Enhver dom er en form for ikke-tilgivelse og ikke-tilgivelse blokerer kommunikation. Som Jesus fortæller os i arbejdsbogen: ”Det er helt sikkert, at al lidelse ikke ser ud til kun at være manglende tilgivelse. Men det er indholdet under formen” (A-193.4:1,2). Med dette på sinde er det muligt at finde vejen ud af ethvert dilemma: ”… kun tilgivelse helbreder ikke-tilgivelse, og kun ikke-tilgivelse kan give anledning til sygdom [sorg, ubehag, umagelighed] af nogen art” (P.2VI.5:5).
Når tilgivelse af ens domme bliver målet i forholdet, ændrer forholdet sig og på et plan opfatter alle involverede forandringen. Spørgsmål og svar kan ændre sig, men det er en forandring i indhold, som virkelig har betydning. På en eller anden måde vil din ikke – lade – sig – forstyrre – holdning blive kommunikeret ud som svar på dine venners forespørgsel. Befri dem for ansvaret for dine følelser og gør derved alt samvær lettere. Alt, hvad du siger, vil så være uden fordømmelse. Hvis du på denne måde forbliver en venlig og elskelig ven, vil de sandsynligvis ikke tage sig af hvilken kirke – hvis nogen overhovedet – du kommer i. Hvis de tager sig af det, vil det ikke være et stridsspørgsmål for dig. Du kan ikke tabe.
Spgm. # 1022: Jeg har praktiseret Kurset i mange år og i løbet af den tid har jeg prøvet at få andre interesseret i det sammen med mig uden held. Jeg har nu indset, at Kurset er beregnet for mig, og andre finder deres egen vej. Engang deltog jeg i et Kursus i Mirakel møde med kristne og var overrasket over, da mødelederen bad os alle holde hinanden i hånden og fokusere for at se, om vi kunne kanalisere som ét væsen. Her trådte mit ego beklageligvis ind og jeg fortalte gruppen, hvad jeg syntes om deres tåbelighed. Dette var mit første og sidste møde. Jeg tænkte, at det kunne være rart at dele Kurset med andre, men udover denne Webside går jeg ellers min vej alene.
Svar: Der er måske ingen bedre vej til at lære denne afgørende forskel mellem form og indhold. Du kan træne tilgivelse og forbinde dig med alle i et interessefællesskab uden nogensinde at bruge Kursets sprogbrug eller diskutere dets metafysik. Det kan sommetider være en mere effektiv måde at lære på end regelmæssigt at mødes med andre Kursus studerende for at dele erfaringer og diskutere teori. Der er intet forkert ved det, men det er ikke en nødvendig del af den totale, indre proces med skiftet fra egoet som din lærer til Jesus eller Helligånden. Og hvis du sætter fokus på indholdet af din – alles – fælles rejse hjem til Gud, vil du ikke føle, at du rejser alene. Det er hele formålet med sinds – træningsdelen af Kurset, som Jesus så veltalende giver udtryk for i en af afsnittene i arbejdsbogen: ”Du ønsker Guds fred. Og det gør alle, der synes at søge efter drømme. For dem såvel som for dig selv, beder du kun om den når du fremsætter denne bøn med dyb oprigtighed. For sådan rækker du ud til det de virkeligt ønsker, og forener dit eget ønske med det de søger frem for alt andet, måske uden deres eget vidende, men sikkert for dig…. Det er dette ene mål vi søger i dag, for at forene vore ønsker med hvert eneste hjertes behov, hvert eneste sinds råb, med det håb der ligger nedenunder håbløsheden, med kærligheden som angreb ønsker at skjule, med broderskabet som hadet har forsøgt at splitte, men som stadigt er som Gud skabte det. Med en Hjælp som denne ved vores side, kan det så mislykkedes for os i dag, når vi beder om at Guds fred må blive givet os? (A-185.10:1,2,3,4; 14:1,2)”. Dagligt at nærme os dette ideal kan kun føre os til opløsning af alle fornemmelser af ensomhed og isolation.
Din reaktion mod gruppen var ikke forskellig fra så mange andre Kursusstuderendes erfaringer med grupper. Det fordrer sindet til den blide formaning, Jesus gav Helen en dag, da hun havde været meget kritisk over en spirituel vej, en anden person fulgte. Det kan let tilpasses din erfaring. Som Ken beretter i ”Historien bag et Kursus i Mirakler”: ”hørte hun pludselig Jesu ikke-fordømmende stemme sige til sig, idet han skar gennem hendes fordømmelser: ”Tag ikke en andens vej som din, men fordøm den heller ikke”. Overfor hans kærlige og venlige korrektion af hendes fordømmelse, forsvandt Helens vrede hurtigt” (side 480 i den danske oversættelse). Det er et af de direktiver, som burde være forrest i vores sind til at møde dagliglivets udfordringer med.
Spgm # 1043: Jeg ved, at alle siger, at man ikke skal glemme at være ”normal”, og at Ken ofte har sagt, at den eneste forskel på at være en Guds lærer og andre er, at en Guds lærer ”smiler oftere”. Men jeg føler, at jeg skjuler den kendsgerning, at Kurset og min åndelige sti er så stor en del af mit liv, udelukkende af frygt for, at de andre ikke vil kunne forstå det. Jeg ønsker, at folk skal vide dette om mig, fordi jeg føler, at det er ”hvem jeg er”. Det er blevet en meget stor del af mit liv, og jeg føler, at prøver jeg på at ”kombinere” det sammen med det at være ”normal”, så er jeg ikke oprigtig over for mig selv. Vil du være venlig at kommentere på dette?
Svar: Dette er et emne, mange Kursus studerende har taget op igennem årene på mange forskellige måder. Mens det formentligt er sandt, at andre ikke vil kunne forstå Kurset og hvorfor du har valgt det som din sti, behøver det ikke at være noget angstfyldt for dig. Du nævnte ikke, hvad du specielt er bange for, at de ikke ville kunne forstå, men i visse tilfælde er folk bange for at blive afvist for at tro på et trossystem, som ikke er foreneligt med traditionel bibelsk religiøs opfattelse. Det er sket for mange studerende, men de har været i stand til at leve med det. Hvad der kan være en stor hjælp for dig, er at holde form og indhold adskilt. Du kan sige, at indholdssiden af ”Et Kursus i Mirakler” betyder, at du har valgt Jesus eller Helligånden som din indre lærer, hvilket er blevet så stor del af dit liv, at du nu har dedikeret dig til at lære, at dine interesser ikke er adskilt fra alle andres. Dit liv har nu som formål (indhold) at fravælge egoets formål med at se alt i sammenhæng med princippet om enten den ene eller den anden og dræb eller bliv dræbt. At leve således betyder at være ærlig overfor dig selv og tilgive dig selv, når du opdager, at du er faldet tilbage på egoets vej.. med deraf følgende fordømmelser, forskelle, specielhed, offer og forfølger rolle osv. Du er tro mod dig selv ved at erkende adskillende tankegange og handlinger og ikke fordømme dig selv for det. Der er virkelig ikke brug for udtrykkeligt at lade andre vide, at du er i færd med at gribe dit liv anderledes an nu. Det betyder intet, om de ved det eller ej, for dit fokus vil stadig være på tankerne i dit sind om dig selv og andre – uretsindet eller retsindet. I den betydning, at det vil fastholde dig i at være mere ærlig overfor dig selv. Du vil ikke føle, at du skjuler noget for andre eller ofrer noget af dig selv.
Hvis åndelige veje skulle dukke op i en samtale, eller andre ser dig med ”bogen”, kan du blot tale om dens betydning for dig, uden nogen investering i deres reaktioner. Igen, dit fokus er altid at overgive dine urette tanker til Jesu kærlige tilstedeværelse i dit sind, så vil du ikke fokusere på at viderebringe ”bogen” til andre. Jesu kærlighed er i deres rette sind som i dit; og de har styrken til at vælge den, præcis som du kan. Hvis det er indholdet i dit sind, er du tro mod dig selv som en studerende af dette kursus. Det er der, hvor din passion og begejstring skal målrettes til – glæden over at se dig selv og andre, som Jesus gør. Når du således er fokuseret i kærlig tilfredshed, vil du have mindre og mindre brug for et adskilt selv, som har behov for at kommunikere sig selv til et andet selv. Kærligheden i dit sind vil naturligt udvide sig gennem dig i hvilken som helst form, der er nyttig på det og det tidspunkt under de og de omstændigheder. Tema: At se på egoet på egoet uden dom
Tema: Hvad vil det sige at se på egoet?
Spgm. # 608. Jeg elsker ikke alle dem, jeg møder. Jeg prøver, men så føler jeg, at jeg er løgnagtig, fordi jeg ved, at jeg er falsk. Så tænker jeg, at jeg måske burde elske mig selv (jeg elsker heller ikke mig selv lige nu). De ting, som jeg føler, at jeg får det bedre af, inkluderer ofte ikke andre (for eks. at tegne). Siden jeg er begyndt at læse Kurset, er jeg mere og mere utilpas, når jeg er sammen med andre, især mennesker som er fordømmende. Så kommer jeg til at sige ting, som jeg almindeligvis ikke ville sige, bare for at tilpasse mig. Og hvis jeg ikke siger noget, virker det også mærkeligt. Det er meget nemmere at være alene. Det får mig til at tænke, at jeg ikke elsker mig selv og, at jeg giver efter for mit ego. Hvis jeg virkelig elskede mig selv, ville jeg ønske at være sammen med masser af mennesker og jeg ville elske alle mine brødre. Jeg finder på historier for at undgå min familie. Jeg har prøvet at tilgive dem for den måde de sårede mig på i fortiden, men jeg føler mig stadig såret. At sige, at jeg har tilgivet dem må være et løgn.
ii. Jeg ønsker ikke at foretage mig noget eller at tage nogle steder hen, fordi jeg har taget mange kilo på. Jeg tænker, at Gud måske ønsker mig at være sådan og elske andre alligevel, men jeg gider ikke være sammen med andre. Jeg føler mig skyldig, fordi jeg hader min krop og længes efter at være tynd igen. Måske er den virkelige lektie at lære at elske mig selv lige så meget, når jeg er tyk som, når jeg er tynd. Jeg føler, at jeg svigter Gud, fordi jeg ikke elsker mig selv, som jeg er nu.
Svar: Mange oplever de samme følelser, som du beskriver: både at det er sværere at være sammen med andre, og at de hader deres udseende. Og det er heller ikke ualmindeligt, at de føler skyld, fordi de har det, som de har det. Hvis vi tænker på, hvordan vi kom til at blive individer i denne verden, er det klart, hvorfor vi synes, at det er svært at elske andre og os selv, og at kroppen vil være et emne, hvor vi føler konflikt.
For at gøre en lang forklaring kort, forklarer Jesus os i Kurset, at vi alle sammen indeholder en tanke, at vi (som én Søn) valgte at vende ryggen til og forlade Fuldkommen Kærlighed for at eksistere som adskilte individer (det er selvfølgelig en illusorisk tanke). Vores eksistens i denne verden begyndte med en egoistisk handling og en afsky for enhed. Vi var ligeglad med, at vores eksistens opstod på bekostning af en anden. Vi bedømte straks, det vi gjorde som syndigt og følte, at vi fortjente straf. Derpå skete der en udvikling, som kulminerede i vores oplevelse af os selv, som en sårbar krop blandt andre sårbare kroppe, som alle prøver at bevare deres specielhed som individer. Vi har ingen anelse om, at vi er et sind, som desperat vælger at beskytte sig fra den overvældende skyld og frygt som eksisterer i vores sind ved at fokusere på kroppen i verden. (Vi aner heller ikke, at skyld og frygt skjuler kærligheden i vores sind.) Som vi alle sammen ved, står vi overfor en hel række problemer, som kræver vores opmærksomhed, og det er egoets formål med kroppen – egoet ønsker at afholde os fra at vide, at vi er noget andet, og at vores kroppe og problemerne er et forsvar imod sandheden om, hvem vi er. Det er derfor ikke overraskende, at vores forhold indebærer konflikt og anspændthed, og at vores kroppe gør os skøre, fordi de aldrig er, som vi ønsker, at de skal være. Det er derfor, at vi er her. (Se: Hvad er kroppen? I anden del af Arbejdsbogen – A. del II. 5).
At erkende alt det, og ikke være overrasket eller foruroliget over, at dit liv og din krop er, som de er, er den kærligste og blideste måde at forholde dig til dem på. De opfylder egoets formål, som er at holde dig alene og adskilt, i konflikt og uden fred – og altid med noget udenfor dig som begrundelse. Hvis dit udseende afholder dig fra at være sammen med andre, er det egoets hemmelige formål ved, at du har taget på. Du skal blot vide, at du har valgt dit egos formål: at bevare adskillelsen. Det er der ikke noget nyt i. Alle, som tror, at de lever i verden gør præcis det samme! Kurset hjælper os til at erkende, at der er et andet formål i vores sind, som vi kan vælge i stedet for egoets, og at dette er Jesus eller Helligåndens formål: tilgivelse. Vi kan bede om hjælp til at bruge vores krop og forhold til at tjene formålet: at vågne op fra denne drøm om adskillelse. Nøglen til at skifte formål, er at give slip på din fordømmelse, især når du dømmer dig selv for dine begrænsninger og din ufuldkomne tilgivelse og at bringe vores domme over os selv til tilgivelsens blide tilstedeværelse i vores sind, hvor de vil forsvinde i det lys og kærlighed, som afspejler Himlens fuldkomne Enhed. Tilgiv dig selv, hvis du ikke føler dig parat til det.
Jesus fortæller os, at miraklet ser blot på ødelæggelse, og minder sindet om det det ser er falsk (A. del II.13.1:3). Dette er Kursets blide indfaldsvinkel. Vi bringer den tilsyneladende ødelæggelse i vores liv til kærlighedens tilstedeværelse i vores sind, og vi lærer, hvordan vi kan lade være med at dømme vores liv eller tage det så alvorligt. Det er den falske identitet, som egoet lavede og ikke den usårlige, ubegrænsede Identitet, som Gud skabte. Der er ingen grund til at ændre det eller kæmpe imod det. Vi behøver ikke at tvinge os til at elske alle eller lade som om vi gør det. Jesus beder os kun om at invitere Ham til at kigge med os på vores hadefulde tanker og vores ønsker om at udelukke visse mennesker fra vores liv. Tilgivelse … er stille og gør roligt intet. … Den ser blot, og venter og fordømmer ikke. (A. del II.1.1:3) Når vi kigger sammen med Jesus, føler vi ikke skyld og hvis vi føler skyld bør vi kigge på skylden sammen med ham. At være i det rette sind betyder at kigge på det urette sind uden skyld eller fordømmelse. De ukærlige, fordømmende tanker er ikke problemet. At føle skyld over dem er problemet – ligesom ”den lille skøre ide”, at vi kunne være adskilt fra Gud ikke er problemet, men at tage den alvorligt og føle skyld over den er problemet. Skyld gør adskillelse virkelig, og det vil altid føre til projektion og angreb. Den eneste vej ud af denne ondskabsfulde cyklus er at stoppe op og bede om hjælp til at kigge på skylden og at acceptere Jesus, når han siger at det kan aldrig retfærdiggøres at fordømme dig selv på den måde. Det er sandt, at du aldrig vil have fred, når du er ukærlig men det er ikke en grund til selvhad og skyld. Du behøver kun at smile ad det sammen med Jesus og at erkende, at det er fjollet.
Kærlighed handler aldrig om form – om kvantitet eller antal. Indholdet i dit sind burde være det, du fokuserer på. Du kan tilbringe tid med en person eller være alene, og samtidig vide, at du ikke udelukker andre fra dit sind eller elsker en på bekostning af en anden.
Spgm. # 642. Jeg prøver at forstå, hvad det betyder at kigge på egoet uden dom. Når jeg prøver, er der ofte 2 muligheder, der dukker op: 1) Jeg føler, at jeg bruger min vilje til at gøre det og ikke-fordømmelsen føles tænkt og intellektuel eller 2) Jeg overlader det til Helligånden at vise mig, hvordan jeg skal kigge på egoet uden dom, men det hjælper ikke så meget. Jeg føler mig lige så skyldig og ulykkelig som jeg altid har følt mig. Er der noget, jeg misforstår? Er jeg bare utålmodig? Gør jeg det forkert?
Svar. Din oplevelse er meget almindelig for mange, der studerer EKIM. Selvom det ikke virker som om det lykkes for os, hver gang vi prøver at gøre som Kurset foreskriver, er det et udtryk for en ”lille villighed” (T.26.VII.10:1), og dermed et skridt i den rigtige retning. En måde at kigge på egoet uden dom er faktisk at lade være med at evaluere vores fremskridt med Kurset. Som det står i teksten: ”Nogle af dine største fremskridt har du dømt som fiaskoer, og nogle af dine værste tilbageskridt har du vurderet som succes.” (T.18.V.1:6)
At kigge på egoet uden dom er en proces som kræver øvelse, fordi det ikke er så nemt at gøre. Egoets liv afhænger af fordømmelse; for eks. at tro på, at adskillelsen er en virkelig og alvorlig synd, som har kostet os vores uskyld og fred, og at vi aldrig vil få dem tilbage. Skylden og frygten som følger i kølvandet af denne dom, afstedkommer alle egoets krumspring, som opleves i en verden med mangfoldige former. Når egoets eskapader er afdækket og projektioner er erkendt for det, de er, er der en tendens til at man føler sig mere skyldig og elendig: ”… som beskyldning trækkes tilbage fra det ydre, er der en stærk tendens til at skjule den i det indre. I begyndelsen er det vanskeligt at forstå at dette er nøjagtigt det samme, for der er ingen forskel på indre og ydre. (T.11.IV.4:5,6)
Ligesom lys i første omgang er smertefuld for en blind, kan det at afdække egoet være smertefuldt. Modstand mod at se er et udtryk for ønsket om at have ret i egoets fortolkning af, hvem vi er, direkte modsat af den Identitet, som Gud gav os. Dom, skyld, modstand og en insisteren på at have ret, har vi for at forsvare vores valg om at være adskilt. Der er et formål med det: at gøre adskillelsen virkelig. Det er ikke overraskende, at det er svært at se på.
Kurset beder os ikke om, ikke at dømme, men at erkende, at vi dømmer – også det at fordømme os selv, fordi vi dømmer. Denne erkendelse er et vigtigt skridt i processen hen imod at ophæve egoets forsvarsstrategi, således at et andet valg kan foretages senere. At være villig til at se egoet i aktion, og ikke at betegne det som noget andet, eller retfærdiggøre det eller beskylde en anden for det, er en måde ikke at dømme det på; det er også en invitation til Helligånden om at transformere vores opfattelse. Som Den, Der repræsenterer den del af vores sind, som ikke tror på egoets løgn om adskillelse, er det faktisk Ham, Som kigger uden fordømmelse. At erkende vores fejlagtige domme om os selv og verden, og at være villige til ikke at beslutte på egen hånd, hvad noget som helst betyder, svækker egoets forsvar, og tillader os at høre Helligåndens ”stille, lille stemme” (T.21.V.1:6), som fortæller os, at vi tager fejl mht. adskillelsens ”synd”. Dette sker ikke gennem noget udenfor os, ej heller igennem noget specielt arbejde udført af Helligånden, men igennem et valg i sindet som tager stilling mod egoets fortolkning. Så erstatter Helligåndens opfattelse automatisk vores.
Fordi vi ophæver troen på noget, som i virkeligheden ikke eksisterer, er der ingen grund til panik.
Jesus fortæller os mange gange og på mange måder, at vi bør gå frem på en blid måde, og at det er en blid proces. Han fortæller os i ”Regler for beslutning”: ”Kæmp ikke imod dig selv.” (T.30.I.1:7), og i Håndbogen: ”… Gud sendte Sin Dom som svar på din. Blidt afløser Hans Dom din. (H.11.3:4,5) (vores kursivering) Endnu en gang: det eneste som er nødvendigt er ”en lille villighed” til at erkende, at det som Helligånden står for er sandt, mens egoets vanvittige domme, lige meget hvor ondskabsfulde og hadefulde de er, ikke er sande.
Tema: At praktisere Kurset
Hvordan lever man EKIM i praksis?
Spgm. # 594. Jeg forstår, at indhold er vigtigere end form, men i denne drøm om form, har jeg en form, som jeg fremtræder i. Jeg forstår, at dualitet er meningsløs: sygdom/sundhed, fattigdom/ rigdom, lykke/ tristhed osv. Er det forkert at ønske én form frem for den anden, mens jeg er på vej til at vågne op? For 5 år siden havde jeg kæmpe følelsesmæssige og økonomiske problemer og det sidste jeg havde tid og overskud til var åndelig kontemplation. De sidste 3 år har jeg været i et forhold, som har betydet, at jeg ikke behøver at arbejde. Jeg fandt Et Kursus I Mirakler og har brugt 5-6 timer på at lære det hver dag. Mine valg om overflod og sundhed har hjulpet mig til at kravle op ad Soningens stige. Nu spørger jeg mig selv, om jeg skulle holde op med at ønske mig rigdom og sundhed og fokusere på indholdet i mit sind og ikke være optaget af kroppen, livsstil osv., og bare erkende, at når jeg helbreder mit sind mere og mere, vil alting manifestere sig til mit eget bedste. Er det meningen at nå dertil, at vi ikke har nogen tanker om, hvem vi mener, vi er i denne krop?
Svar: På det højeste trin på stigen, erkender du, at du ikke er en krop og du ved, at kroppen er ingenting; og som ingenting vil kroppen ikke have betydning for dig. På vej op ad stigen, er det ikke hensigtsmæssigt at fornægte de fysiske og psykologiske behov, som du oplever som virkelige. På disse mellemtrin opleves dualisme ikke som meningsløs, selv om du erkender intellektuelt, at den er. Derfor er det vigtigt at være ærlig om det og acceptere, hvor du befinder dig og ikke bekæmpe det. Det ville ikke hjælpe dig åndeligt at undertrykke dit ønske om, at dit liv i verden former sig på en bestemt måde. Det ville føre dig hen til en følelse af opofrelse; en følelse, som Jesus hjælper os til at erkende, aldrig er kærlig. Skylden, som er skjult i dit sind, er altid problemet – ikke din krop eller din livsstil. Skylden ville ikke forsvinde blot fordi du opgav dit ønske om en sund krop eller økonomisk tryghed. Skylden vil heller ikke blive forstærket af dit fortsatte ønske om disse ting, så længe du er villig til at lære, at de ikke kan give dig Guds fred. Du kunne også betragte den rigdom og sundhed, som kom ind i dit liv som en beslutning om ikke at angribe dig selv yderligere. Det vil hjælpe dig med at komme i kontakt med indholdet i dit sind og så vil du være mindre tilbøjelig til at betragte rigdom og sundhed som betydningsfulde i sig selv. Idet du når længere og længere op ad stigen, vil du opleve den fred, du er, som Guds skabning og at denne indre tilstand ikke har noget som helst at gøre med ydre omstændigheder. Men indtil du når dertil, er det OK at ønske rigdom og sundhed, osv. At fordømme dig selv for at ønske disse ting er den eneste fejl, du kan begå. Du kan undgå denne egofristelse ved at lære at smile ad dig selv og ikke at gøre din Soningsvej til noget alvorligt. Blidhed og venlighed over for dig selv er altid den bedste løsning.
Spgm. #1186: Jeg vil gerne have noget klarhed mht. at vælge Et Kursus I Mirakler som min åndelige vej, mens jeg også bruger tid på yoga og meditation. Jeg betragter Kurset som min vej og tilgivelse som min vej ud af drømmen. Men jeg synes også, at yoga, meditation og at chante er fantastiske redskaber for mig, som hjælper mig til at fokusere, gør mig mere nærværende, og hjælper mig til at huske min guddommelighed. Jeg bruger også yoga som en måde til at se min krop og dens energi som symboler mens jeg forstår at kroppen ikke er virkelig. Desuden elsker jeg min yoga gruppe. Er der nogle uoverensstemmelser i det?
Svar: Mange, der studerer Kurset fortsætter med andre discipliner såsom yoga og meditation mens de lærer at integrere Kursets principper i deres liv. Der er ingen grund til at holde op med noget, som du synes hjælper dig. Der kan være tale om mange ting: yoga, at gå i Fitness center, at meditere, at løbe, eller at spise økologisk. Hvorfor holde op med noget, som medvirker til, at du har det bedre og fungerer bedre? Ligeledes er der ingen grund til at forlade en gruppe som du har det godt og trygt med, bare fordi du studerer Kurset.
Målet med at studere Kurset er at blive mindre fordømmende og egoistisk i det daglige i vores samvær med andre – familie, venner, grupper, kolleger, team medarbejdere, osv. Vi kan praktisere tilgivelse i hvilket som helst miljø – mens vi laver yoga, køber ind eller spiller golf. Tanken er at skifte formålet fra at opnå kropslige resultater til at forstå, at alt er et klasseværelse, hvor enten egoet eller Helligånden underviser dig, afhængigt af dit valg (indholdet i sindet). Når egoet underviser, vil du føle dig speciel eller adskilt på en eller anden måde – med interesser, som du ikke deler med andre. Med Helligånden eller Jesus som din Lærer, vil du opleve dig selv som mindre og mindre adskilt fra andre, fordi du erkender, at dine interesser ikke er adskilte fra andres. Med tiden vil form vil blive mindre vigtig, mens indhold bliver mere og mere vigtig og får mere opmærksomhed.
Spgm # 97: Hvorfor brugte Jesus Helens krop som skribent af Et Kursus i Mirakler? Hvorfor kom han ikke selv tilbage i verden som en krop? Når nogen er i den virkelige verden og lægger sin krop til side, ville/kunne han komme tilbage i denne verden som en anden krop? Ville han så huske, hvem han er og sine tidligere liv?
Svar: Selv om dit spørgsmål giver mening fra verdens synspunkt og det kropslige selv vi tror, vi er, kommer Kurset slet ikke fra dét perspektiv og det er heller ikke dét selv, Kurset henvender sig til. Hvis du kan ændre dit perspektiv fra verdenen til sindet og erkende, at vi er drømmeren af drømmen og ikke skikkelser deri, bliver tingene måske lidt klarere.
Jesus er symbolet for soningen i vort sind – rettelsen af vores vrangforestillende tankesystem om adskillelse, synd og angreb. Dette kærlighedssymbol kan have mange forskellige specielle former i verdenen, men de varierende former såsom manden vi kalder Jesus, ”et adskilt væsen, der gik for sig selv i en krop, der tilsyneladende holdt hans selv fra Selvet” (begrebsafklaring 5.2:3) er helt illusorisk. Den kærlighed, som Jesus repræsenterer, kan antage hvilken som helst form, som er det mest hjælpsomme for os, fanget ind som vi er i troen på en drøm, vi selv har lavet, men som vi har glemt at have lavet. Der er vitterligt intet mere klart svar på, hvorfor budskabet kom lige netop i den form, det gjorde.
Vi kan til stadighed spekulere over – måske på grund af den specielhed, som er blevet knyttet til den fysiske Jesus i kristendommen, om det har skjult hans centrale budskab om tilgivelse, det er derfor mere hjælpsomt for os, at budskabet kom i form af en bog, så vi ikke så let lader os distrahere af en bestemt form for lærer. Og Helen var altid meget bevidst om, at hun kun var skribenten og ikke kilden til materialet, således at enhver tvivl omkring hendes andel i Kursets indhold, kunne begrænses til et minimum.
Med hensyn til dit spørgsmål om at være i den virkelige verden, er dette et varigt skift i perspektiv fra verden til sindet, fra drømmeskikkelse til drømmeren – det har intet at gøre med at lægge kroppen til side. Hvis du en gang er i den virkelige verden, så ved du, at du ikke er en krop, uanset hvad andres sind, som stadig er identificeret i drømmen, måtte tænke om dig. Og så er det ingen sag at beslutte sig for at komme eller gå – der er slet intet komme og gå, men kun en forskellig måde at opfatte på. Du kan måske blive et symbol på kærlighed i drømmen for andre, som stadig tror på adskillelse, men du vil ikke være identificeret med nogen som helst skikkelser i drømmen og vil således være upåvirket af alt, hvad der sker i verden. Du vil vide, at intet af det er sandt. Minder fra en forgangen tid vil ingen betydning have for dig, idet du erkender deres illusoriske natur. Men ved at henvise til en eller anden specifik form, kan du være andre behjælpelig med deres opvågningsproces, så dit sind har mulighed for at dele korrektionen ved at bruge symboler.
Spgm # 539: For nylig genopfriskede jeg nogle sider om Et Kursus i Mirakler og spekulerede på, om det var dem, som misforstod Kurset eller mig. Jeg har forstået, at Gud skabte Universet samt himmel og jord og inklusive Edens Have. Synd kunne ses som et resultat af Adam og Evas manglende kærlighed og deres følelse af skam over de handlinger, de havde gjort. Denne skam var den første illusion fulgt af mange misforståelser og fejlopfattelser i mange generationer, skabelsen af denne verden, som vi kender den, men ikke som Gud kender den og ønsker vi også skal kende den. På grund af medfølelse indtrådte Gud i ” denne verden af vore illusioner” gennem mennesket Jesus, som var født seende, som Gud ser, og han underviste os i Vejen ud af vore illusioner ”tilbage” til Himlens Kongerige. Hvis disse budskaber er sande, så siger han, at vi ikke kan se verden, som Gud ser den, så vi bliver nødt til at følge Vejen, han har lært os og forandre vores hjerter. Er det, hvad Kurset lærer os eller tager jeg fejl? Hvis det er, så kan jeg virkelig ikke se konflikten mellem Kurset og Jesu bibelske lærdom i evangelierne.
Svar: Selvom Kurset bruger bibelsk sprogbrug, inklusive henvisninger til Adam og Edens Have (T.2.l.3:1,2,5,6; 4:5; T.3.l.3:9), så er symbolikken bag brugen af disse ord meget forskellig fra Biblens. Kursets mål er at korrigere den kristne og jødedommens grundlæggende lære fundet i deres helligskrifter baseret som de er på syndens virkelighed og behovet for at gøre noget ved det; det vil med andre ord sige, at Gud sendte Sin eneste Søn ind i verden for at lave det perfekte offer. Kursets kompromisløse indstilling er, at vi kun synes at drømme at vi har handlet imod Gud, og derfor er der ingen handling, der på nogen måde kan forstås som synd og angreb. Direkte korrektioner af Biblens budskaber og principper kan findes i en hel del afsnit, inklusive ”Soning uden opofrelse” T.3.1) og ”Tid og evighed” (T.5. VI).
Men den væsentligste forskel er, at Biblen – og dette kendetegner også din forståelse, som du fremstiller den ovenfor – lærer, at Gud skabte verden som noget, der var adskilt fra Ham Selv, og pustede liv ind i adskilte skabninger med selvstændige former ligeledes forskellig fra Ham Selv. I modsætning til Kurset, som underviser i den rene ikke-dualisme, som siger, at Gud kun kan skabe eller udvide som Sig Selv (fx T. 24. VII.7) og alt hvad der ikke er lig Gud – som inkluderer formernes verden og alt indeholdt i det – kan ikke være Hans skabning og kan derfor ikke være virkelig. Intet i universet, så gigantisk det end måtte være, er evigt eller grænseløst (T.29.VI. 2). Og derfor kan Gud ikke have skabt det. Med Kursets egne ord: ”Den verden du ser, er en illusion om en verden. Gud skabte den ikke, for det Han skaber må være evigt som Han Selv”. (Begrebsafklaring 4.1:1,2).
I ikke-dualisme kan der ikke være opfattelse, for der er hverken en iagttager eller en iagttaget. Således kan der ikke være ”at se som Gud ser” for der er intet udenfor Gud for Gud at se. Til tider kan Kurset anvende sprog, som synes at antyde noget andet, men intet af dette skal tages bogstaveligt, for Kurset forsøger blot at nå os – der synes dømt til at være i en begrænset verden af dualitet og begrænsning – i et sprog, som vi kan forstå (H.23.7:1),.
Mere om Gud og verden, se Spørgsmålene #121 og #157. Og mere om Kursets metafysiske sprog og Gud, se Spørgsmål #42. Og for yderligere dybdegående diskussioner om forskellen mellem Kurset og Biblen, se bogen ”Et Kursus i Mirakler og kristendom”: En dialog mellem Kenneth Wapnick, Ph.d. og W. Norris Clark, S.J., Ph.d., samt båndsættet ”Biblen set fra Et Kursus i Miraklers synsvinkel”, ved Gloria og Kenneth Wapnick kan være gavnligt.
Spgm #707: Min højreorienterede, frelste far påtvang mig strenge restriktioner i min barndom, hvilket efterlod mig bitter og forurettet overfor den kristne Gud. Jeg er åben overfor den Gud som Tao, Et Kursus i Mirakler eller Eckart Tolle er talsmænd for. Imidlertid frygter jeg, at jeg vil brænde i helvedet som straf fra Gud, hvis jeg ikke accepterer den kristne Gud og går i kirke. Jeg frygter også, eftersom Kurset underviser i, at adskillelse fra Gud er årsagen til al min ulykkelighed, at jeg må acceptere Gud, som Kurset underviser i og blive en kristen. Jeg er også vred over kristne som Bush og Blair, hvis ideer er årsag til fattigdom, teenagegraviditeter osv., som de tillægger Satan. Jeg finder det meget forvirrende, er jeg ved at blive skør?
Svar: Du er formodentlig ikke ved at blive skør. Det er egoets brug af religion, tro på synd og en straffende Gud, som sender mennesker for at brændes i helvede, det er det som er skørt. Et Kursus i Mirakler er det rigtige sted for at søge korrektion for synden, skylden og frygten lært i fundamentalistisk kristendom. Fundamentet for kristendom er troen på synd, som kun er sonet gennem Jesu korsfæstelse og død. Frelse betyder så at acceptere Jesus og Biblen, som lært af organiseret religion. Bibelsk lære er baseret på den tro, at verdenen og kroppen ikke alene er virkelige, men tilmed skabt af Gud. Denne lære er det, der gør kristendom og Et Kursus i Mirakler indbyrdes uforenelige. Kurset underviser i: ”Guds vilje for dig er fuldkommen glæde, fordi der ingen synd findes, og fordi lidelse er årsagsløs.” (A.101.6;1; kursivskrift vores), ”Der er intet helvede” (T. 15.I.7:1), ”Der er ingen verden!” (A.132.6:2), ”Befrielsen fra frygt sker ved din accept af Soningen, som vil sætte dig i stand til at indse, at dine fejltagelser aldrig virkeligt fandt sted. (T.2.I.4:4), ”Frelse er erkendelsen af, at sandheden er sand, og at intet andet er sandt.” (A. 152.3:1).
Denne form for lære vil uden tvivl stede enhver frygt om at brænde i helvede til hvile. Den omfatter sandheden, vi bliver bedt om at genkende, for at frelsen kan blive en realitet. Derfor er frelsen ikke vundet ved korsfæstelsens lidelse, men ved den enkle accept af vores uskyld og enhed med Gud, som aldrig har været påvirket af egoets tro på adskillelse. Selvom Kursets budskab er enkelt, er det ikke nemt for os at acceptere, fordi vores tilknytning til troen på synd og skyld er stærk, ligesom vores tro på, at vi er kroppe som lever i verden. Vi giver ikke let slip på disse overbevisninger. Vi øver faktisk voldsom modstand. Lokket af ”spændingen” ved specielhed, har vi valgt at tro på egoets løgn om adskillelse. Det er kun dette valg, som holder os væk fra bevidstheden om vores enhed med Gud. Og det er dette valg, som vi ser afspejlet i vores forhold. Derfor er brugen af tilgivelse i vore forhold, den måde Kurset underviser i at ophæve troen på adskillelse. Vi bliver bedt om at se på vores domme og angrebstanker som et udtryk for vores ønske om at være adskilte, forskellige, specielle og mest af alt bedre end andre. Skylden over at vælge adskillelse i første omgang er forværret ved vores angreb på andre og ydermere projiceret ud og retur i stadig flere domme/angreb i en tilsyneladende endeløs cyklus. Det er kilden til al smerte og elendighed i vores tilværelse. At helbrede sindets tanker om adskillelse begynder, når vi søger Helligåndens hjælp til at give slip på disse domme. [Dette gør sig gældende om regeringsledere (se: Spørgsmål #578)]. Igennem tilgivelse bliver skyld og frygt mindsket for til sidst at forsvinde, ved således at tillade vores uskylds lys at erstatte skyldens skygger, som formørker vores sind. Kun dette er forlangt. Når vi oplever øjeblikke af fred i denne proces og ikke frygten for straf i helvede, bliver det motivationen for at fortsætte på vores tilgivelses sti. Jesus fortæller os: ”Dette kursus forlanger næsten intet af dig. Det er umuligt at forestille sig ét der beder om så lidt, eller kan tilbyde mere” (T. 20.VII.1:7,8). Set i lyset af de regler, forskrifter og forbud mange religiøse retninger har, er dette så sandelig opmuntrende.
Spgm # 578: Nogle gange har jeg meget stærke følelser for især en af præsidentkandidaterne, men jeg er forvirret over ideen med at stemme. Siden dette jo er en illusorisk verden, hvorfor skulle jeg så have besværet med at stemme overhovedet? Hvordan skal jeg se på det kommende valg i november?
Svar: Siden vi tror, at vi er kroppe, som lever i verden, mens sandheden er, at verden er en illusion, skal det dog ikke stoppe os fra at være en del af enhver normal aktivitet, vi måtte være beskæftiget med: sove, spise, arbejde, dyrke motion, se film, eller deltage i valg. Vi gør disse ting, fordi vi tror, vi er her og de er en del af vores erfaringer som kroppe. Jesus fortæller os tidligt i teksten, at vi ikke skal fornægte, at vi har valgt at identificere os med kroppen (T.2.IV.3). Ved at benægte dette betyder det faktisk også, at vi afskærer os fra de indlæringsmuligheder, som er altafgørende for Helligåndens helbredelsesplan. Den politiske arena, specielt valg, giver os en meget interessant mulighed for at se på en umådelig række af domme, som kan videregives til Helligånden for at blive korrigeret. Meget få mennesker slipper for en storm af følelser i forbindelse med valg. Disse følelser svinger fra en stærk beslutning om ikke at blive involveret, til et stærkt engagement til fordel for eller imod nogle kandidater eller grupper. Én kan foretrække at stemme eller ikke at stemme af mange årsager, men det er ikke Et Kursus i Miraklers metafysik at give retningslinier i adfærd. Kurset lærer os kun at ændre vores sind gennem tilgivelsesprocessen, ikke at ændre adfærd. Dette indebærer en erkendelse af, ikke fornægtelse, af at egoets tankesystem er årsag til vores overbevisninger og domme, så det kan blive korrigeret af Helligånden.
Kurset underviser i, at verden er egoets domæne, at den er valgt som en erstatning for Himmeriget. Vi har fastsat dens politiske struktur som fundamentet for den organiserede samfundsledelse, som styrende for den måde vi lever på i denne verden. Det bliver således forståeligt, at politik er et meget stærkt symbol på egoets tankesystem og politikere er betydningsfulde autoritetspersoner.
Både politik og politikere er derfor et frugtbart grundlag for egoets meget betydningsfulde hjørnesten: autoritetsproblemet. Når vi vælger at tro på, at adskillelse er virkelig, vælger vi det, fordi vi ønsker at skabe os selv: ”at være vores egen”. Ved at gøre sådan tror vi, at vi tilraner os Guds magt: ”Spørgsmålet om autoritet er faktisk et spørgsmål om ophav. Når du har et autoritetsproblem, er det altid fordi du tror du er ophav til dig selv, og projicerer dit selvbedrag over på andre. Du opfatter så situationen som at andre bogstaveligt talt slås med dig om din autoritet. Dette er den grundlæggende fejltagelse, der begås af alle dem der tror de har tilranet sig Guds magt” (T.3.VI.8:1-4). Vi beslutter for os selv, hvem vi er (adskilte kroppe), i stedet for at acceptere hvem Gud fortæller os, vi er (Hans eneste uskyldige Søn). Skylden over at have begået denne ”synd” projicerer vi over på de autoritetspersoner, som vi tillægger alle mulige ”synder”: løgnagtighed, at de forråder os, svigter os, tilsidesætter vores behov, stjæler fra os. Dette er alle genkendelige beskyldninger kastet mod politikere og regeringer såvel som mod andre betydningsfulde autoritetspersoner. I hver beskyldning finder vi offertemaet, og alle disse følelser forbinder vi med autoriteter. Dette er den projicerede version af vores autoritetsproblem med Gud. Det er ”roden til alt ondt” (T.3.VI.7), fordi det er opstået i den oprindelige beslutning om at adskille os fra Gud og identificere os med egoet. Det er således vores konflikt med Gud over oprindelsen af vores identitet, som ligger bagved alle tanker og følelser forbundet med valg, politikere og politik i almindelighed. Det er intet under, at politiske debatter og diskussioner er ophedede. Alle partier (undskyld ordspillet) er ”rigtige”. Egoet fortæller os, at vi har ret i at være kroppe, at være i verden, at være liberale eller konservative, at være forskellige på millioner af måder og have ret med hensyn til at stemme eller ikke at stemme. Helligånden fortæller os, at vi er forkert på den med hensyn til hvem vi er og det eneste vi kan have ret i er at lære at identificere os med Hans definition af vores identitet. I de næste par måneders valgkamp kan vi iagttage alle følelser og fordomme kandidater og vælgere imellem, og i dem kan vi ligeledes genkende vores eget højt værdsatte valg for adskillelse. Det er på denne måde, at vi kan se forskelle og det er første skridt til at tilgive vores fejlagtige domme. Hvor ret vi end måtte have omkring en kandidats velegnethed til embedet, tager vi alligevel fejl, hvis vi dømmer den ”anden part” som værende skyld i vores uro. Det er den vigtige lærdom at tilegne os ved valget i november og som i alt andet, i øvrigt.
Spgm # 142: Jeg har været en ivrig Et Kursus i Mirakler studerende i godt 12 år og synes det er den mest hensigtsmæssige spirituelle retning for mig. Tanken om Jesus og hans undervisning er blevet en del af mit liv, en vej med bevidst tilgivelse af mig selv og herigennem selvfølgelig af andre også. Jeg accepterer også fuldt ud, at al smerte er en form for manglende tilgivelse. (Det er helt sikkert, at al lidelse ikke ser ud til kun at være manglende tilgivelse: A – 193.4:1). Uanset min træning, som næsten er vedvarende og på absolut et utvunget grundlag, sideløbende med, hvad jeg ellers er optaget af, så ligger forskellige former for smerter og andre lidelser alligevel på et niveau, som får mig at stille spørgsmål ved effekten af min fremgangsmåde – mit eneste valg forbliver således fortsat det samme, gamle magiske: som regel noget smertestillende. Selv om jeg lidenskabeligt gentager grundsætninger som ”Jeg er ikke en krop. Jeg er fri. For jeg er stadig, som Gud skabte mig” (A. I. Repetition VI.) synes det under et anfald at være totalt ineffektivt. Det må stadig være en meget frygtsom underbevidsthed, som ligger til grund for dette eller er det egoet, som tager mig ved næsen og får mig til at tro, at jeg har tilgivet mig selv mere, end jeg i realiteten har?
Svar: Du prøver bare så hårdt, men du skal også have et ønske om at være blid og tålmodig med dig selv. Det ville være nyttigt, om du ikke lod din krops tilbagemeldinger danne grundlag for dine fremskridt. Smerter og lidelser afslører altid uhelbredte områder i sindet og det er i den forstand nyttigt at være opmærksom på dem, men ikke som målestok for at dømme, hvor godt du praktiserer tilgivelse og om du består eller dumper i Kurset. Ja, der er stadig frygt og skyld gemt i det ubevidste sind og ja dit ego vil altid ønske at narre dig med hensyn til fremskridt og også med din mangel på samme (T. 18.V.1:5,6). Alt dette er forventeligt, så længe du stadig identificerer dig selv som en krop, du refererer til. For at se dig selv som en krop betyder, at du stadig tror på adskillelsen og dens medfølgende skyld som værende sande og at du stadig tror, at du behøver et forsvar mod skyld, som netop er det formål kroppen bruges til. Smerten, tilsyneladende i kroppen, har til hensigt at aflede dig fra dens sande kilde i sindet. Så hvis du er villig til at skabe forbindelsen tilbage til sindet og se årsagen – den manglende tilgivelse – er det alt, hvad du behøver at gøre.
Hvis der er noget smertestillende som synes at virke lindrende på din smerte, så fortsæt endelig med at bruge det. Jamen, hvad så hvis det ikke er den ultimative helbredelse? Så vid, at Jesus ikke dømmer dig for det, du selv ser som svaghed og manglende evne til fuldstændig tilgivelse. At tage medicin er en blidere og mere kærlig måde at behandle din smerte på end at prøve at overbevise dig selv om, at din smerte ikke er virkelig ved at anvende ord fra Kurset som bekræftelser til at dæmpe egoet og således dække over, hvad du stadig tror om dig selv: at du er en krop. Det er altid mere nyttigt bare at komme i kontakt med, hvad du stadig tror, er sandt og hvorfor, velvidende om – som du selv var inde på – at det blot er frygt, som fastholder dig i de opfattelser. Ved at erkende og se på frygten, gør du din del af helbredelsen. For yderligere overvejelser beslægtet med de spørgsmål, du rejser, kan du også se på spørgsmål # 128.
Spgm #353: Forklar mig venligst hvordan jeg kan lære ’mit livs formål’ at kende. Jeg har ingen intuitiv fornemmelse af at have fundet det – ej heller har jeg fundet et fingerpeg herpå. Jeg er blevet fortalt adskillige gange, at når det engang er åbenbaret for mig, vil hele mit liv falde på plads. Jeg ville værdsætte et input herom.
Svar: Fra Et Kursus i Miraklers synsvinkel er dit formål at praktisere tilgivelse på alle områder i dit liv, så du kan vågne fra drømmen om, at du har et liv og en vilje adskilt fra Gud, din Kilde. Kurset handler ikke om succes eller tilfredsstillelse i verden, fordi det lærer os, at verden er lavet som et skjul for vores sande formål og derfor evigt at forhindre os i at opleve den lykkefølelse som er vores arv som Guds Søn. På den anden side har Kurset intet imod, at en karriere forfølges eller man har en succesfuld rolle i verden. Det er fx særlig vigtigt for unge mennesker, som lige har forladt skolen at give sig hen til et arbejde og nære forhold. Det er som regel ikke særligt nyttigt for unge at starte tilværelsen med ideen om, at verden er et forsvar imod sandheden. Det skulle gerne komme senere hen, når et dybere niveau af anfægtelser opstår naturligt fra dem selv.
Kursets opfattelse er faktisk ret befriende på den måde, at du kan udføre din specielle funktion af tilgivelse i enhver rolle, i enhver karriere, på ethvert tidspunkt og alle vegne. Fordi det kun har noget at gøre med indholdet i dit sind, ikke på hvilken måde dit liv former sig på (T.25.VI). Du kan således se dit liv som et klasseværelse, der udgør den ene mulighed efter den anden til at opdage om du har valgt egoet eller Jesus som din lærer og foretage et andet valg, hvis du opdager, at du har valgt egoet. Du vil erfare hvilken en du har valgt gennem din oplevelse. Med Jesu eller Helligåndens vejledning, vil du erfare, at dine interesser er mindre og mindre i konflikt med andres, som igen indebærer, at du indser, at du deler det samme urette sind og samme rette sind i lighed med alle andre. Du vil være mere tilbøjelig til at relatere til dig selv og andre i den sammenhæng at I deler det samme ego behov og dynamik, og den samme dragning til at ophæve adskillelsen. At vokse på denne måde i din relation til andre er din funktion. Øvelserne i arbejdsbogen kombineret med studiet af teksten er udviklet til at fremme denne træning.
Spgm #99: For øjeblikket dater jeg en mand, som jeg har kommet sammen med omkring tre måneder. Jeg har kendt ham i 3½ år og tror, at jeg ’elsker’ ham. Problemet er mine følelser om mig selv inklusive følelser af uværdighed og selvlede, fordi jeg er overvægtig. Jeg er ofte jaloux på hans kvindelige venner, selvom jeg stoler på, at de kun er venner. Jeg bliver ved med at forvente, at denne pæne mand stikker af fra mig, så jeg fortsætter med at opstille fælder for ham, hvor jeg fortæller meget negative ting om mig selv og spørger ham så, om han stadig vil blive sammen med mig. Hvilket råd vil ”Et Kursus i Mirakler” give mig for at hjælpe mig selv med at helbrede smerten fra lavt selvværd og udvikle et sundt, helligt forhold til denne person? Han er meget omsorgsfuld og respektfuld overfor mig.
Svar: Kurset kan først og fremmest hjælpe dig til at erkende den egentlige årsag til enhver følelse af uværdighed og selvlede. Grunden er ikke din vægt eller andre egenskaber og mangler, som får dig til at tro, at det gør dig mindre attraktiv. Det har heller ikke noget som helst at gøre med, hvad andre måtte tænke eller sige om dig. Alt dette er selvfølgelig totalt modsat af, hvad verden fortæller os. Men verden og vores forhold her er, hvad vi har lavet for at holde den virkelige grund til vores selvhad gemt for os selv. Den sande årsag er vores tro på, at vi kan eksistere på egen hånd adskilt fra kærlighed, som på grund af vores valg er begravet dybt i vores ubevidste sind for at holde os adskilt fra Gud uden hensyn til, hvad det har af omkostning for Ham og os selv.
Vi er overbeviste om, at vi er kærlighedsløse og ikke værd at elske, fordi vi har valgt mod kærlighed, som er vores virkelighed. Men i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved denne antagelse, at vi rent faktisk kan adskille os fra kærlighed, hvilket Helligånden dog fortæller os, ikke er muligt, så fastholder vi alligevel vores fornemmelse af adskilt identitet og så fortsætter vi med at se efter kærlighed og bekræftelse af vores værdi fra kilder udenfor os selv, uden at huske på, at det vi ønsker – kærlighed – er forblevet i os hele tiden. Og så regner vi med, at andre vil give os det, vi tror, mangler i os, hvilket yderligere styrker vores underliggende tro på, at vi har mangler og er tomhed fra start af. Og når vi først går i gang med den søgen, er vi fortabte, for vi har valgt at se alle andre steder, undtagen dér hvor vi kan finde kærlighed. (T.29.VII).
Der er intet, vi kan gøre på egen hånd, som ville kunne ophæve vores følelse af uværdighed og tilbyde os kærlighed, som vi så desperat attrår. Men det er faktisk gode nyheder, fordi sandheden er, at der intet er, vi behøver at gøre for at påvise vores værdi. Dette punkt kan ikke diskuteres, undtagen i selvbedrag (T.4.1.7:2,3,6,7).
Jesus forventer ikke, at vi vil anerkende vores egen værdi, bare fordi han fortæller os det. Herved bliver vores forhold til klasseværelser, hvor vi med tiden lærer at anerkende vores værdi som Guds skyldfrie Søn. Og vi lærer det ved at genkende alle de måder, hvorpå vi prøver at overbevise os selv, at vi ikke er det, men med en stadig voksende bevidsthed af hvad vi egentlig gør. Vi ønsker at se, at andre har nøglen til vores lykke, så vi ikke behøver acceptere ansvaret for vores egne valg om at være adskilte og elendige. Kurset fremsætter ingen specielle retningslinier for, hvordan et forhold skal fungere på verdens præmisser. Men det giver midlerne til at helbrede vores opfattelse af os selv og andre uden hensyn til, hvilket slags forhold det bliver til med tiden. Og således bliver frygt, skyld, skam og vrede, som synes næsten universel, signalet til os om, at der er en anden måde at opfatte os selv og andre på.
Spgm # 128: Jeg har kæmpet med klinisk depression i de sidste fem år eller så. Når jeg ikke tager medicin bliver jeg meget træt og er ikke i stand til at koncentrere mig. Jeg finder denne tilstand svær at leve med. Men når jeg så tager medicinen, bliver jeg i stand til både at koncentrere mig og ikke at føle mig træt. Mit spørgsmål er: Et Kursus i Mirakler siger, at vi ikke er vores kroppe. At vores kroppe er projektioner lavet af egoet. Hvis der er noget galt med kroppen, er det forårsaget af egoet. Hvad skal jeg gøre for at helbrede denne depression på et spirituelt niveau, så jeg ikke fortsat behøver at tage denne medicin?
Svar: Tilgiv. Det er alt, hvad du skal gøre.
I tilfælde af svaret synes for kortfattet, kan et par ord mere måske være til nytte. Alt hvad vi gør i verden, er henvendt til vores fysiske grænser og behov, og er det Kurset kalder magi (for en videregående drøftelse af magi i sammenhæng med afhængighed og 12 – trins programmet, se spørgsmål #57). Det er alt sammen magi, fordi det ikke er henvendt til det virkelige problem og årsagen til alle vores symptomer, herunder oplevelsen af os selv som kroppe. Det virkelige problem er altid og kun skylden i vores ego sind. Og den eneste måde at gøre noget ved problemet er gennem tilgivelse, som betyder at lære, med hjælp af Jesus eller Helligånden, ikke at dømme vore egos projektioner, så de kan blive trukket tilbage og helbredt i sindet, hvor de opstod.
Nu kan der i dit sind være en skamplet forbundet med at tage medicin mod depression og det kunne faktisk være dér, du ønskede at starte din tilgivelsesproces. Faktisk er spisning og søvn også former for magi, vi bruger for at håndtere noget, der ellers ville være en ubehagelig eller dysfunktionel tilstand. Men de fleste af os spørger ikke, hvad vi skulle gøre for at helbrede vores sult eller træthed på et spirituelt plan, så vi ikke længere behøver at indtage føde eller sove. For Kurset fortæller os, at alle illusioner er det samme – der er intet hierarki i virkeligheden (T.26.VII.6). Så ville du måske først ønske at lære at tilgive dig selv for dine begrænsninger, som er lig med ikke at dømme dig selv for det faktum, at du opfatter dig selv som en krop med alle de behov, som følger med ved at se sig selv i en kropslig tilstand heriblandt at tage medicin mod depression. Jesus minder os blidt: ”Så fortvivl ikke over begrænsningerne. Det er din funktion at undslippe dem, men ikke at være uden dem.” (H.26.4:1,2).
Så i stedet for at forsøge at finde en spirituel måde at vænne dig selv af med din antidepressive medicin, kunne det være mere fordelagtigt at bede om hjælp til at komme i berøring med den underliggende skyld, som udløser depressions symptomerne, så disse kan blive helbredte. Alle symptomer er bare tegn på, at vi stadig ønsker adskillelse og dens følgevirkninger til at forblive virkelige. Men det ønske har en pris og den pris er, hvad vi ønsker at komme i berøring med. For at se os selv for evigt adskilt fra kærlighed, uden nogen vej hjem, er den mest depressive tilstand, vi overhovedet kan erfare. Men den gode nyhed er, at adskillelsen i virkeligheden ikke er sand. Efterhånden som vi ser på prisen for at tro på adskillelsen, som også inkluderer depression over den opfattede ”virkelighed” – vil ønsket om en anden måde at se på gradvist vokse i os, indtil det bliver alt, hvad vi ønsker. Fordi vi så har lært, at det eneste sted der virkeligt er håb, er i vores sind, hvor tilstedeværelsen af kærlighed altid er til rådighed for at lede os hjem.
Spgm #1380: Jeg opdagede for et stykke tid siden, at ved at udskrive de spørgsmål & svar, som jeg bedst kunne bruge og have dem lige ved hånden, kunne jeg læse dem, når jeg ønskede det. Når jeg så bliver konfronteret med en bestemt situation, læser jeg en eller flere af dem. I det øjeblik jeg læser, føler jeg mig bedre tilpas, føler jeg mig i mit rette sind og accepterer, det bedste jeg kan, at skylden kun er i mit sind og jeg har valgt adskillelse. Men så såre jeg har afsluttet læsningen, glemmer jeg det hele fuldstændigt, jeg husker dårligt nok, hvad jeg læste for et øjeblik siden og må læse det om igen. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg har så kort en hukommelse ved disse lejligheder. Det virker som om, egoet ikke ønsker, at jeg skal være i mit rette sind og bringer mig tilbage i mit urette sind, så snart jeg har tilendebragt læsningen. Er det fordi jeg prøver alt for hårdt, at jeg falder i egoets fælde?
Svar: Frygt for enhed og fred gør pudsige ting ved os. Og at forstå noget fra Et Kursus i Mirakler og opleve den frigørelse det tilbyder i det ene øjeblik, for så at føle sig totalt uvidende i det næste, er tydeligvis en af de pudsige oplevelser og en meget almindelig en af slagsen. Hovedsagen er ikke at dømme sig selv for det og ikke prøve på at bekæmpe det heller. Smil bare ad dig selv og hvil i visheden om, at forståelsen aldrig er tabt kun midlertidigt udelukket fra din bevidsthed ved din egen beslutning og motiveret af et ønske om ”selv – bevarelse”.
Når erfaringen er blevet velkendt nok og du har genkendt mønstret og kan spørge ind til det, ønsker du måske bare at iagttage dig selv næste gang, du vender de trykte sider for støtte og se, om du bemærker, måske nok så umærkeligt i starten, en næsten ubevidst beslutning om at glemme. Men lad være med at lave en stor sag ud af det. Se bare på om du meget roligt kan snige dig ind på dit ego, mens det prøver at snige sig ind på dig.
Og det kan måske være en hjælp at huske dig selv på, at de blade af papir indeholder ikke svarene – men det gør dit sind derimod. De er kun symbolske – tilsyneladende udvortes – påmindende dig om, hvad du allerede ved, men har været for bange til at huske. Din beslutning om at vende siderne spejler blot din villighed til at huske. Og dit hukommelsestab spejler blot din frygt for at vide, hvem du virkelig er. Og mens det lige nu ser ud som om, din erindring kun er midlertidig, kan du være sikker på, at hukommelsestabet kun er midlertidigt, for ”udfaldet er så sikkert som Gud” (T.2.III.3:10; T4.II.5:8).
Spgm#1161: Hvad mener Et Kursus i Mirakler med at, man skal opgive alle andre mål end frelse? Er det ikke meningen at bruge vores medfødte evner? Er det ikke meningen at sætte vores mål meget højt mht. at bruge vores evner og talenter?
Svar: Interessant nok i det afsnit du refererer til, beskriver Jesus disse andre mål som nogle ”du har opfundet for dig selv” (Arbejdsbogen lektion 65. 1:5; kursiv tilføjet). Det betyder, at det intet har at gøre med vores sande Identitet, og i stedet for at høre til selvet, laver vi det som en erstatning for det Selv, Gud skabte. Som Gud skabte os, er vores sande og eneste funktion skabt i Himlen. (Arbejdsbogen lektion 192. 1). Det, vi ser som vores evner og talenter, er del af en erstatning, en ego-baseret identitet. Når vi engang forstår og accepterer os selv i det lys, så kan vi spørge Jesus og Helligånden, om at hjælpe os til at bruge vores såkaldte evner og talenter til frelsens formål, snarere end til deres originale formål at holde os adskilte fra vores Identitet som ånd. Så vil vores eneste formål være tilgivelse (Arbejdsbogen lektion 192.2,3), ”som er den eneste funktion, der er meningsfuld i tid. Den er det middel Helligånden anvender til at oversætte specielhed fra synd til frelse”. (Tekstbog 25. VI. 5:3,4).
Talent er i høj grad en individuel sag, som adskiller mennesker fra hinanden – de, som har talentet fra dem, som ikke har det; de specielt talentfulde fra dem som er mindre talentfulde osv. Dette, på trods af den kendsgerning, at mange mennesker bruger deres talent på at tjene andre som medlem af et team eller en gruppe. Kurset siger ikke, at vi ikke skal udvikle vores talenter, men blot være klar over det formål, hvormed vi gør det, præcis som det er tilfældet med alt, som har at gøre med kroppen og verden. Som studerende af Et Kursus i Mirakler kan vi lære at betragte talenter som en del af vores pensum, som vores lærer i tilgivelse kan bruge til at hjælpe os med at lære, at vi alle deler det samme formål og i sidste instans, at vi alle er det samme som Guds eneste Søn.