Metafysikken 1

 

Den metafysiske ramme i Kurset

Det på de foregående sider kræver lidt forklaring, som også samtidig er det metafysiske element, der ligger implicit i Kursets tankesystem. Men denne metafysiske forståelsesramme finder man ikke samlet ét sted i Kurset, og dette bunder i Kursets cirkulære opbygning: Det vender tilbage til de samme temaer igen og igen, som i en brønd, hvor man bevæger sig opad, men dog rundt og rundt om det samme sted. Man kan også sammenligne Kursets opbygning med en symfoni, hvor komponisten vender tilbage til det samme leitmotif, eller tema, igen og igen.

Kursets metafysik er en forståelsesramme for, hvordan vi tilsyneladende faldt ud af Himlen og endte med at se os selv som adskilte og individuelle kroppe i en verden af adskillelse og myriader af former. Bare tænk på, hvor mange sandskorn, der er; for slet ikke at tale om atomer, som igen er splittet op i neutroner, protoner, elektroner og kvanter. Med andre ord, der er nærmest ingen ende på antallet af former, som den tilsyneladende adskillelse fra Gud ser ud til at have medført.

Vi skal dog huske på, at siden adskillelsen aldrig er sket – det hele er at sammenligne med en drøm, som heller ikke er sket – så er Kursets “forklaring” jo selvfølgelig en myte; et eventyr; en godnathistorie, som Jesus fortæller sine små brødre, fordi de nu er overbeviste om, at de er adskilte fra Gud, og derfor er skræmte. Så Jesus fortæller os en godnathistorie, hvori han erstatter egoets mareridt med sin blide drøm. For, som Kurset siger: Vi er nødt til at drømme om fred, førend vi kan vågne til fred (T-13.VII.9:1-2). Derfor må vi huske på, at den følgende “forklaring” er en myte; det er Jesu myte, ligesom egoet har fortalt sin myte. Jesus erstatter egoets myte med sin egen, idet egoet først er kommet med sin skræmmende myte om, hvordan vi “mistede Paradis” og vi har “slugt” den myte med hud og hår; derfor giver Jesus os en anden fortælling, der giver et ganske anderledes billede af vores tro på, at vi kan være adskilte fra Gud.

Og hold nu godt fast, og prøv at holde et så åbent sind som muligt, for nu går det “stærkt”: Kurset definerer Guds Søn som værende os alle under ét på et ikke-fysisk, åndeligt plan. Men ikke sådan forstået, at din elskede og du og alle andre i virkeligheden er ét; næ, i virkeligheden er der hverken du eller din elskede, eller nogen andre, for individualitet er en illusion. Vores enhed som Guds Søn transcenderer form, individualitet og kroppe, både den fysiske og den psykologiske krop. Vi er ét Selv, forenet med vores Skaber, som Arbejdsbogen siger (A-del I. lektion 95), hvilket betyder, at min individuelle eksistens slet ikke er der!

 

Comments are closed