Kursets ord

Kurset bruger ord meget anderledes

En ting, der – på overfladen – kan gøre Kurset vanskeligt at forstå er, at det bruger ord meget anderledes, end vi er vant til. Ord såsom Guds Søn, Kristus, tilgivelse, Soning, viden, etc. anvendes på en meget anderledes måde. Eksempelvis er viden i verden noget, som vi genererer gennem f.eks. universiteter. I Kurset er viden kun tilstede i Himlen, og er egentlig en viden om enhed. Kurset ville dermed hævde, at der ikke findes viden i verden, da verden er et symbol på adskillelse fra Himlen; og er dermed en afspejling af troen på, at der kan være noget mere end alviden (viden om enhed), eller igen med andre ord, at der kan eksistere “ikke-viden”.
Et ganske uanseligt ord: “dig” bruges meget anderledes i Kurset end, vi sædvanligvis er vant til. For os her i verden er “dig” det selv, vi identificerer os med: Kroppen, vi ser i spejlet om morgenen, og det psykologiske selv, vi beskriver os selv som værende. I Et Kursus i Mirakler refererer ordet “dig” til den besluttende del af sindet*; det som man kunne kalde beslutningstageren (her forkortet: BT). BT er det i sindet, som enten kan vælge at identificere sig med egoet (med adskillelse, form, individualitet og troen på at forskelle er virkelige) eller med Helligånden, Som er den del af sindet, der ved, at adskillelsen aldrig har fundet sted. “Du” i Kursets terminologi er udenfor tid og rum, og er altså ikke lig med kroppen. Kursets reference til “dig” som værende ikke en del af verden er meget klar i følgende citat: “Hele værdien af rigtig opfattelse ligger i den uundgåelige erkendelse af, at al opfattelse er unødvendig […] Måske spørger du hvordan dette er muligt, så længe du ser ud til at leve i denne verden. Det er et rimeligt spørgsmål. Men du må være sikker på at du virkeligt forstår det. Hvem er det “dig”, der lever i denne verden? Ånd er udødelig, og udødelighed er en konstant tilstand. Det er lige så sandt nu som det altid har været og altid vil være, fordi det ingen forandring indebærer overhovedet. Den er ikke et kontinuum, og den forstås ikke ved at blive sammenlignet med en modsætning” (T-4.II.11:3;5-11, min kursivering).*se også oversigtens side 11 for yderligere om sindet
Kurset henvender sig ikke til det kropslige “dig”, men til det “dig” i sindet, der har taget en beslutning om at tro, at det er et adskilt, kropsligt “dig”, der ser ud til at leve i verden. Dette er uhyre vigtigt at forstå i sit arbejde med Kurset, da mange af dets sætninger ellers ville kunne forstås på en uhensigtsmæssig måde, nemlig som en måde, der indikerer, at vi skal handle på en bestemt måde i verden. Kurset taler til et sind og taler slet ikke om handling. Når vi vælger Helligånden i os, vil vi automatisk handle kærligt uden undtagelse. På samme måde – når vi har valgt egoet – vil vore handlinger være baseret på troen på forskelle og adskillelse uden undtagelse.
Soning er et tredje ord, som bruges meget anderledes i Kurset, end vi er vant til. Soning betyder traditionelt, at vi må sone for en synd. Et Kursus i Mirakler beskriver den tilsyneladende adskillelse fra Gud som en fejltagelse; ikke en synd. Det er en fejltagelse, fordi vi ikke kan – og aldrig vil – lykkes i at adskille os fra vores Kilde; vi er m.a.o. stadig som Gud skabte os: Formløse, evige, uforanderlige, ubegrænsede. Så dét, at vi tror, at vi er en krop, at vi er form, at vi lever i en verden af adskillelse, er blot udtryk for, at vi tager fejl om vores egen virkelighed. Derfor fortjener vi ikke straf (som jo ville antyde, at vi vitterligt havde adskilt os), men vi behøver en erkendelse af vores virkelighed. Og denne erkendelse af, at vi stadig er som Gud skabte os, er Soningen, sådan som Et Kursus i Mirakler definerer den.
Et ord som Kristus er et fjerde eksempel på ord, som bruges anderledes: I Kurset betegner det vores allesammens naturlige tilstand som værende ét med Gud. I kristendommen bruges ordet som en anden betegnelse for Jesus, og betyder “den salvede”. I Kursets terminologi er vi alle salvede, idet vi alle er en uadskillelig del af Guds Sind og Væren. Et Kursus i Mirakler siger, at vi alle er brødre i ånden og, at Jesus er vores broder på lige fod med alle andre. Der er intet ved Jesus, som vi ikke kan opnå; faktisk er vi det allerede – vi skal blot erkende det. Jesus viser os, hvad vi i virkeligheden er, og han er ikke anderledes end os; han er ikke speciel. Vi er nøjagtigt det samme som og ét med ham, og han er ét med og det samme som os. Den eneste “forskel” på ham og os er, at han ikke har noget, som ikke kommer fra Gud, hvilket vil sige, at han ikke har et ego. Vi tror, vi har noget i os, der ikke kommer fra Gud, idet vi tror vi kan være adskilte fra Gud, og dermed tror, at vi har et ego, og ikke nok med det – vi tror, vi er et ego; og ikke en Guds Søn. Kurset siger, Jesus er i en tilstand, som kun er potentiel i dig (T-1.II.3:10-13). Kursets vej til at opnå den fulde erkendelse af denne tilstand går gennem sand tilgivelse. Vejen til at huske vores naturlige arv går gennem, at vi gradvist bliver villige til at tilgive alle vores domme og alle vores opfattelser af forskelle og adskillelse, for det er kun disse, der står i vejen for en erkendelse af vores enhed med Gud og alle vores brødre som Ånd.
Endelig er ordet tilgivelse også defineret meget anderledes end i traditionel kristendom, hvor vi tilgiver en anden for dét, han har gjort: En eller anden har gjort os uret på en eller anden måde og vi – som de gode mennesker vi er – ser igennem fingre med hans udåd. Vi husker, at han har gjort os ondt, men ser igennem fingre med det, og siger, at det ikke betyder noget. I Et Kursus i Mirakler tilgiver vi det, den anden ikke har gjort, nemlig han har ikke gjort os ondt, for hvis jeg tror, at du kan gøre mig noget “ondt”, så kan det kun være fordi, jeg først har overbevist mig selv om, at jeg ikke er som Gud skabte mig (fuldkommen, hel, usårlig, formløs, etc.). Så dét min broders tilsyneladende angreb viser mig er, at jeg allerede og inden hans angreb, først havde angrebet mig selv ved at tro, at jeg er et ego; at jeg er adskilt fra min Kilde. Så dét andre menneskers tilsyneladende angreb på mig viser mig, er, at jeg allerede tror, at jeg er lykkedes i at angribe min egen virkelighed, og at jeg er blevet såret, svækket og lille ved mit angreb. Det, jeg så tilgiver min broder for, er ikke hans angreb, men mit eget; eller rettere min egen tro på, at jeg er lykkedes i at adskille mig fra Gud. Så jeg tilgiver derved ham for det, han ikke har gjort; han har nemlig ikke angrebet mig: Fået mig til at føle mig lille, svag, sårbar, uduelig, bange, skrøbelig, etc. Nej, jeg har fået mig selv til at tro, at jeg er lille, svag, sårbar, uduelig, bange, skrøbelig, etc., ved at vælge at tro på, at jeg ikke er som Gud skabte mig: Evig, uendelig, stærk, usårlig, alvidende, tryg, magtfuld osv.

Comments are closed