Synd, skyld og frygt
For at vende tilbage til vores lille beretning om, hvordan adskillelsen tilsyneladende opstod: Egoet siger til Sønnen for at holde ham væk fra sit sind, at Helligånden, Som jo også er i Guds Søns sind, er Guds General, Som er udsendt for at hente Guds Søn hjem, så Gud kan hævne Sig (T-25.VIII.6:1-7:4). Igen: Egoet benytter denne strategi for at sikre sig, at Guds Søn nu ikke længere kan lytte til Helligånden (Som i Kurset benævnes Stemmen for Gud), for derved ville det være slut med adskillelse og individualitet og dermed slut med egoet. Egoets strategi er derfor, at vi må fastholde os selv i en tilstand, som gør, at vi ikke vender tilbage til Helligåndens afdeling af sindet (som i Kurset kaldes det rette sind*), og dette gøres ved hjælp af skyld. Skyld siger, at adskillelsen virkelig er sket, og at det var en synd. Og troen på synd fører uværgerligt skyld med sig, og når man føler sig skyldig, så vil man – psykologisk set – også frygte for straffen. Derved kan man sige, at egoets strategi er en uhellig treenighed af synd, skyld og frygt. Så problemet er nu, at Guds Søn både føler sig skyldig og frygter for straffen, men har ikke længere sin Fader at gå til. Så han oplever sig selv som værende fuldstændig alene i universet. Og det er den følelse, vi alle i verden har.
* Det rette sind hedder på engelsk: The right mind, og man har jo også det begreb, “to be in your right mind”, hvilket betyder, at man er forstandig, i.e. modsat sindssyg.