Hvordan “møder” Kurset den studerende?
Siden vi, som oplever os selv som værende i verden, nu tror på, at vi er adskilte og, at vi lever i en krop i en verden, der er udenfor os, så møder Kurset os dér, hvor vi tror, vi er: Som en adskilt krop i en adskilt verden. Og måden, det møder os dér på, er ved – ikke at bede os om at opgive egoet, men ved, at vi mere og mere lader Helligånden “kigge med” på vores opfattelser af verden. Disse indbefatter vores tanker og følelser omkring alt og alle i verden. At vi lærer, at alt hvad vi oplever i verden, kan Helligånden bruge som et klasseværelse, hvori vi lærer at tilgive os selv for det, som aldrig er sket.
At lade Helligånden kigge med indebærer, at vi træder et skridt tilbage fra os selv og observerer os selv blive oprørte, bange, skyldige, kede af det, irriterede, begejstrede, eksalterede etc. Læg mærke til, at det er ligegyldigt om det er “negativt” eller “positivt” (om det er tristhed, eller begejstring), for Guds fred er en stille fred, der ikke svinger, hverken op eller ned; men den er der blot altid for dig. Men, altså, vi træder blot et skridt tilbage fra os selv og kigger på vores følelser, tanker og reaktioner, både kropsligt, emotionelt og psykologisk uden at dømme os selv for at have disse følelser og tanker og reaktioner.
Men dette er slet ikke så let gjort, som det er sagt! Og igen er det, fordi vi har modstand mod at gøre dette. Ikke fordi det egentlig er svært, men fordi egoet i os vil fastholde os i en tro på, at vi er adskilte. Og da en utilgivende tanke er en tanke, der “bekræfter” adskillelse og forskelle, er egoet ikke interesseret i at opgive denne tanke. For egoet er i sig selv en manglende tilgivelse af troen på, at vi kan være adskilte fra Gud. Egoet er med andre ord det i os, der tror, at vi er individuelle væsner. Tilgivelse ser hinsides individualitet, og derfor hinsides egoet, og derfor stritter egoet “lidt” imod tilgivelse.